PIZZA De økologiske pizzaer fra den populære Oles Gård ved Hammel kan fra på torsdag fås i Aarhus.
De økologiske bondegårdspizzaer fra gårdbutikken Oles Gård i Hammel-området har været et stort hit på NorthSide og diverse streetfooodmarkeder i Aarhus, og nu kan den populære pizza snart fås fast i Aarhus.
Gårdbutikken har udvidet sit nuværende hent selv-koncept i Hammel til fra på torsdag også at dække den østjyske hovedstad. Det sker gennem en fast aftale med supermarkedet Salling Super på Strøget.
”På torsdag starter vi Pizza på Gården – bare i Salling i Aarhus. Hver uge kan I bestille Oles pizzaer bagt i vores stenovn hjemme på Oles Gård og bragt lige til hjertet af Aarhus, hvor I kan afhente dem torsdag mellem kl. 14 og 20 i Salling Super,” skriver Oles Gård på Facebook.
Bestilling af pizzaerne skal på Oles Gårds hjemmeside inden hver torsdag kl. 12.00. Gårdbutikken begyndte i 2013 som et selvbygget hus, der siden har udviklet sig fra privat hjem for Ole Christian Olesen og hans familie til en virksomhed.