Foto: Visit Aarhus

Økonomisk støtte på vej til aarhusiansk gastronomi

GASTRONOMI Aarhus Byråd har netop vedtaget at støtte den lokale gastronomi med 900.000 kroner.

Nu er der økonomisk støtte på vej til den aarhusianske madscene. Aarhus Byråd har netop besluttet at investere 900.000 kroner i at etablere en såkaldt udviklingsplatform for små og mellemstore fødevarevirksomheder og til at afholde Europæisk Gastronomiregion 2017.

”Tre Michelin-restauranter, street food-markeder, gode vin- og råvareproducenter er bare lidt af det, der har gjort sig bemærket i Aarhus-området. Vi har mulighed for at gøre os til en gastronomisk region. Og vi håber, at aarhusianerne kommer til at drage nytte af denne indstilling i mange år fremad,” siger det socialdemokratiske byrådsmedlem Camilla Fabricius ifølge Jyllands-Posten.

Pengene bliver fordelt frem til 2019, og planen er, at over 400 små og mellemstore virksomheder med tilknytning til fødevareområdet skal deltage. Målet er at skabe en vækst, der svarer til mindst 50 nye arbejdspladser.