Foto: Neat Meal

Aarhusianere vil skabe Airbnb for kokke

Det nye Aarhus-firma Neat Meal gør det muligt at hyre udvalgte topkokke hjem til privaten.

Aarhus-kokken Jacob Bülov Espensen, der tidligere har tidligere været souschef på den anmelderroste Restaurant Koch på havnen, har netop sammen med to kompagnoner lanceret bookingplatformen Neat Meal. Platformen gør det muligt at booke topkokke til såkaldt private dining, som dækker over, at kokke udefra laver mad og servere til middage og selskaber hjemme i privaten.

“Med Neat Meal vil vi give folk mulighed for at indtage værtsrollen, være der for gæsterne og kræse om dem i stedet for at skulle stå for indkøb, jonglere med gryderne i køkkenet og spilde sovs på tøjet. Vi ønsker at skabe et private dining-univers, hvor man kan opleve en intim restaurantoplevelse i sit eget hjem,” siger Jacob Bülov Espensen.

Fra sushi til Michelin-mad
Systemet fungerer ved, at man booker en restaurant eller en kok, som herefter kommer hjem i privaten og serverer den valgte menu for gæsterne. Neat Meal går efter et bredt publikum og gør det muligt at bestille mad fra 300-1.000 kroner per kuvert.

“Vi mener, at god mad er alles ret, og at der med vores brede udvalg af kokke og restauranter er menuer, der tiltaler enhver smag og forskellige prisklasser”, siger medstifter Christoffen Tellefsen.

Neat Meal har i øjeblikket 100 restauranter og kokke i porteføljen, og valgmuligheder er mange, uanset om man går efter sushi, bøf bearnaise eller Michelin-mad til sit næste selskab. Der startes blødt ud med 11 kokke og restauranter i Aarhus og København, som dog næsten alle er landsdækkende.

Kokke fra København og Aarhus
Gæsterne kan blandt andet booke kokke fra Michelin-restauranten Kokkeriet og restauranten Damindra i København og de aarhusianske restauranter Köd, Castenskiold og Slap Af samt passionerede kokke som Mark Veber Bak Hansen og Mads Cortsen.

De seneste tre år har Jacob Bülov Espensen drevet virksomheden Entré Dining, der har leveret private dining-måltider til over 1.000 kroner pr. kuvert. Firmaet har siden startet fået forespørgsler på 17.700 kuverter, hvilket for stifterne bekræfter potentialet for Neat Meal.