Foto: Malling Kro

Malling Kro løb med pris

RESTAURANT Aarhusiansk restaurant løb med en pris ved spiseguiden White Guides prisuddeling tidligere i dag.

De aarhusianske restauranter Koch, Domestic, ET, Malling Kro og Frederikshøj var alle nominerede til priser i den nordiske spiseguide White Guide 2016/17, men det var Malling Kro, der hentede en pris hjem til smilets by. Restauranten syd for Aarhus vandt tidligere i dag prisen for Årets vinkort med denne begrundelse:

“Der er efterhånden langt imellem de store, altomfattende, brede og dybe vinkort, der imødekommer novicer på budget såvel som velbjærgede nørder. Her er sådan et. Malling Kros kort er kyndigt komponeret med stor forståelse for gæsternes behov og en åbenlys personlig passion. Et slaraffenland for vinelskere.”

Hylder skarpeste hoveder
White Guide hylder efter eget udsagn branchens skarpeste hoveder, dygtigste håndværkere og mest forførende helhedsoplevelser med 10 priser, der bliver givet på baggrund af restauranternes pointscore i guiden og en kritisk redaktionel vurdering.

Blandt de øvrige prisvindere var Noma, Era Ora og Alchemist i København, Søllerød Kro i Holte og Tree-Top i Vejle. Se listen med alle vinderne her.