Oplev den danske madhistorie i Ridehuset med madboder, smagsprøver og workshops.
Lørdag den 29. og søndag den 30. oktober bliver der givet fuld gas på lækre fødevarer til markedet MAD – Mit Autentiske Danmark i Ridehuset i Aarhus. I de historiske haller inviterer 40 udvalgte fødevareproducenter til snak og smagning af alt fra skinker og kål til øl og bornholmsk sprit.
Årets tema er den danske madhistorie, og deltagerne kan smage sig igennem 400 års dansk madlavning. Man kan opleve, hvorfor nogle producenter producerer småt og “besværligt” i stedet for i store mængder, ligesom det er muligt at komme på en gastronomisk og antropologisk rundrejse i historien gennem gåture i Ridehuset med besøg hos udvalgte producenter.
“Mad er to dage med madglæde, duft, smag og god musik. Her vil være et både bredt og dybt sortiment af danske kvalitetsfødevarer, og messen skal give forbrugere, forhandlere og producenter mulighed for at møde hinanden og udveksle gode idéer,” siger arrangør Malene Aaris.
Ekstra meget i år
Det er i år ti år siden, at messen “Mit Autentiske Danmark” satte fokus på det danske køkken for første gang. I den anledning kan gæsterne glæde dig til lidt ekstra gastronomiske godter på messen.
“Ud over at møde de mange spændende udstillere, smage deres produkter og også købe lidt med hjem, vil der i år blive skruet op for et stort udvalg af spændende aktiviteter og faglige indslag,” siger Malene Aaris.
I madboderne kan du for eksempel gå på opdagelse i øl-cocktails, græs-æg, kål på nye måder og lære om historisk mad fra Danmarks ældste kogebog. På messen kan du også deltage i mini-symposier og ikke mindst selv være med til at lave mad.
Varm op med lækker mad
Som add-on til weekendens to messedage kan du i dagene op til komme til flere særarrangementer. Torsdag den 27. oktober giver tv-kokken Anne Hjernøe for eksempel en lækker forsmag på messens råvarer.
“Det bliver en unik gastronomisk oplevelse, hvor Anne Hjernøe har udviklet fem retter ud fra de produkter, der vil være i Ridehuset weekenden efter. Producenterne vil komme og fortælle om deres produkter, så det bliver en ganske anderledes oplevelse fyldt med autenticitet i maden. Samtidig har Laudrup Vine været i kælderen og finde de mest velegnede vine til maden,” siger Malene Aaris.
Madmessen finder sted lørdag den 29. oktober kl. 10-17 og søndag den 30. oktober kl. 10-16 i Ridehuset. En éndagsbillet koster 50 kroner, mens en billet til begge dage koster 80 kroner. Børn under 15 år har gratis adgang sammen med en voksen.
Særarrangementerne finder sted torsdag den 27. og fredag den 28. oktober og koster fra 275-495 kroner. Læs mere og køb din billet her.
Sponsoreret indlæg