Foto: Pixabay

Lammekebab i lange baner hos Sårt

RESTAURANT Sårt på Jægergårdsgade byder på lam i lange baner til storstilet arrangement i festugen.

Hvis du er vild med lam, skal du sætte lørdag den 27. august i kalenderen. Her inviterer Restaurant Sårt til et storslået måltid med lam, kebab-lækkerier og livemusik, hvor det ifølge restauranten er tilladt at danse med et kebab-spyd i den ene hånd og en øl i den anden.

“Vi synes, at Jægergårdsgade og Aarhus trænger til en ordentlig fest. Vi vælger at hylde lammet og kebabben sammen med det smukke i økologisk øl og naturlig vin. Vi forventer en uformel aften med høj live musik, god stemning, lam i stride strømme og mange øl og saftig vin til billige priser. Vi gør, hvad vi kan for at lægge op til fest,” siger Rasmus Koller Sørensen fra Restaurant Sårt.

Restauranten lægger op til en uhøjtidelig stemning, og du må vente til selve dagen for at få at vide, om du skal spise med bestik eller ej. Maden serveres på fade og sættes på bordene til deling hos de forskellige borde. Det koster 305 kroner at deltage, hvilket inkluderer mad og en enkelt øl. Læs mere om arrangementet her.