Foto: Restaurant Koch

Koch og Domestic i spil til anmelderpriser

RESTAURANT To aarhusianske restauranter er er nominerede i madanmeldernes konkurrence Årets Ret.

Foreningen af danske madanmeldere uddeler hvert år et antal priser til landets restauranter i prisuddelingen Årets Ret, og i år kan der ryge priser til Aarhus. Restaurant Koch på Aarhus Havn og Restaurant Domestic er hver især nominerede til to priser i uddelingen, der afgøres den 21. august.

I kategorien Land er medejer Michael Koch fra Restaurant Koch nomineret for sin ret Hare Royal, mens makkerparret Morten Frølich Rastad og Christoffer Norton fra Restaurant Domestic er nomineret i kategorien Sødt & Ost for retten kærnemælksgrød med spæde grankogler og lokal honning.

Endelig er begge restauranter nomineret i kategorien Snack, hvor de er oppe mod den færøske restaurant Koks.

Sidste gang der røg priser til Aarhus, var tilbage i 2012. Her vandt den nu lukkede restaurant Malling & Schmidt prisen for Årets Snack, mens Svinbars sommelier Sabina Drachmann Sunne, der dengang arbejdede på Restaurant ET, vandt for Årets Betjening.