Klassisk 65 på Jægergårdsgade får Lukas Forchhammers anbefaling. Foto: Klassisk 65 - Bistro & Vinbar.

Klassisk 65 løb med feel good-pris

RESTAURANT Aarhusiansk bistro overhalede Frederikshøj, Gastromé og Can Blau indenom og scorede pris for årets feel good-oplevelse til uddelingen af White Guide-priser i går.

Af Mikkel T. Krogh

White Guide Danmark har på kort tid cementeret sig som landets absolut mest gennemarbejdede spiseguide, og i går kom 2015-udgaven så på gaden. Lanceringen blev fejret med uddeling af en stribe priser, hvor aarhusianske Klassisk 65 velfortjent løb med prisen for årets feel good-oplevelse i konkurrence med Restaurant Piaf i Silkeborg, Bistro59 i Aalborg og Gorilla i København.

”Klassisk 65 vinder for sit gedigne køkken, sit klassiske tjenerhåndværk og en næsten demonstrativt afslappet stemning. Indehaver Søren Andreasen har gjort feel-good til en sport, og når vinen flyder, bøfferne brænder, og musikken spiller, findes der ikke et hyggeligere spisested i Danmark,” skriver dommerne i begrundelsen for prisen.

Sympatisk stemning
Prisen gives ifølge White Guide Danmark til en restaurant, hvor det er rart at indtage et måltid, og hvor der er en ægte og sympatisk stemning, som får gæsterne til at føle sig godt tilpas og giver lyst til at komme igen. På Klassisk 65 er ejer Søren Andreasen ikke overraskende glad for prisen:

“Det er fantastisk, at vores gæster synes, at vi har en dejlig stemning. Vi har et lille, skævt og kringlet lokale, og det opfatter jeg som en gave, fordi det gør, at vi kan få en god atmosfære og tætpakket stemning. Derudover har vi naturligvis for øje at holde en kontinuerlig standard på mad- og vinfronten. Jeg har tidligere arbejdet på ”pæne” steder, og der manglede jeg noget tæthed og varme, dejlig mad i rigelige portioner og en god stemning, hvor man havde lyst til at blive hængende og få et endnu et glas vin,” siger Søren Andreasen.

Noma var bedst
Fra Aarhus var også den nyslåede Michelin-restaurant Frederikshøj nomineret til en pris som årets serviceoplevelse, Restaurant Gastromé var nomineret til prisen for årets nye restaurant, og tapasbaren Can Blau var nomineret i en pris med navnet ”Årets smag for skillingen”. Men alle tre måtte altså gå hjem tomhændet. Prisen for bedste restaurant gik ikke overraskende til Noma.

I White Guide Danmark 2015/16 udnævnes Frederikshøj som landets 8. bedste restaurant, Restaurant Varna som den 31. bedste og Molskroen som den 37. bedste. I alt 330 danske restauranter er med i guiden, der kan købes i boghandlere over hele landet.

Læs artikel: Den bedste restaurant sidste år var…
Læs artikel: Syv Aarhus-restauranter til tops
Læs artikel: Aarhus-restaurant scorer økopris

Foto: Klassisk 65

Disclaimer: Artiklen er baseret på dialog med Søren Andreasen fra Klassisk 65 og pressemateriale fra White Guide Danmark.