Foto: Kjær & Sommerfeldt

Kjær & Sommerfeldt: En vinforretning med en historie

Hos Kjær & Sommerfeldt på Skovvejen finder du en vinforretning med en lang historie, et bredt sortiment og muligheden for at blive meget klogere på vin.

Artiklen om Kjær & Sommerfeldt har tidligere været bragt i Mærk Aarhus

I Aarhus har vi de seneste år fået en række nye vinbutikker.

Det skyldes i høj grad aarhusianernes stigende interesse for vin, som kan ses på det øgede vinsalg.

For otte år siden tog vinforretningen Kjær & Sommerfeldt beslutningen om at åbne en forretning på Skovvejen i Aarhus. Det har været en stor succes, og den flotte vinforretning fortsætter med at udvikle sig til gavn for deres kunder.

En gammel kending og alligevel ny

Kjær & Sommerfeldt er ikke en ny forretning. Tværtimod. De slog nemlig dørene op for første gang i 1875 i København, hvor Charles Christian Kjær og Wilhelm Ferdinand Sommerfeldt startede forretningen.

Siden da har det været en af københavnernes absolutte yndlingsforretninger. I København har man en yderst unik lokation på Gammel Mønt i lokaler, der oprindeligt husede Københavnske Telegrafstation.

Men i Aarhus er de stadig forholdsvis nye. I 2013 åbnede man forretningen, og man fandt et sted i Aarhus, hvor beliggenheden også er ret unik. Men det var faktisk ikke primært derfor, man valgte de her lokaler.

“For os var det vigtigt, at det var et sted med en parkeringsplads. Vi har mange kunder, der kommer og skal have mere end en enkelt flaske vin, og derfor ville vi gerne kunne tilbyde vores kunder en god parkeringsplads. Det sagt, så er vi meget glade for, hvordan lokalet ellers ser ud,” fortæller Andreas Lyhne Amstrup, der er vinkonsulent for Kjær & Sommerfeldt i Aarhus.

Læs også: Helheden findes i Brød & Kaffe

Salg til private

Det er også blevet nogle virkelig fine lokaler i den gamle bygning med udsigt til Aarhus. Når man står på den store parkeringsplads, går man ned i bygningens kælder, hvor man bliver mødt af utallige flasker vin, som man har lyst til at nyde. Her er hyggeligt og lidt lavt til loftet, som hvis man stod i en vaskeægte vinkælder i Sydfrankrig.

Før i tiden har Kjær & Sommerfeldt mest solgt til det, man kalder Horeca-segmentet, det vil sige restauranter, hoteller osv. Men de seneste år har man set en kraftig vækst i salget til private kunder:

“Vi har fået mange flere private kunder, hvilket vi er rigtig glade for. Vi ligger et godt sted, hvor folk, der er på vej hjem, lige kan smutte forbi og købe en god flaske vin, og samtidigt er der begyndt at komme mange nye kunder fra Aarhus Ø,” siger Andreas Lyhne Amstrup.

Nye tider

Hos Kjær & Sommerfeldt har man et overdådigt sortiment af vin. Faktisk har Andreas Lyhne Amstrup svært ved at sige, hvor det er, man har nogle mangler:

“Jeg tror, det må være for eksempel østeuropæisk vin, som vi ikke er så stærke på,” siger Andreas Lyhne Amstrup.

For det er især fransk vin, som Kjær & Sommerfeldt er kendt for. Nærmere bestemt Bourgogne, hvor man med producenten Louis Jadot i spidsen har et meget flot sortiment.

Også de spanske vine har fået en stor plads, hvor man i den uge, hvor vi besøgte dem, skulle afholde en smagning med fokus på, hvor meget spansk vin kan, og at der bestemt ikke kun er tunge og fadlagrede vine. Spanien er ikke det eneste sted, man kigger hen, når man øger sortimentet:

“Vi har også mærket den stigende efterspørgsel, der er på økologisk vin og naturvin. Så der styrker vi selvfølgelig også vores sortiment. Vi er nok af mange blevet set som en lidt konservativ vinhandler, hvor Bourgogne var i fokus. Vi er stadig meget glade for Bourgogne, men vi har så meget mere,” fortæller Andreas Lyhne Amstrup.

Læs også: Ny sushirestaurant åbner på Frederiksbjerg

Stor succes med smagninger

Hos Kjær & Sommerfeldt har man især haft stor succes med at lave smagninger for deres kunder. Det er både faste smagninger, som Kjær & Sommerfeldt arrangerer, men også smagninger, som bliver lavet efter ønsker fra kunderne.

Lige nu er det stort set hver fredag, men fremadrettet bliver det også på mange torsdage. Der er plads til 24 personer, og biletterne bliver revet væk. Hvis man spørger Andreas Lyhne Amstrup, så er det en god måde at blive klogere på vin:

“Det er en god og uformel måde at mødes om vinen på. Vi klæder folk på med viden om vinene, og samtidig kan man sidde og nyde vinene og snakke om dem. Det er den perfekte måde at lære om vin på.”

Disse vine skal du smage

Vi har spurgt Andreas Lyhne Amstrup om, hvilke vine man skal smage i deres sortiment:

Maison Albert Sounit, Crémant de Bourgogne – Chardonnay Brut, Bourgogne, Côte Chalonnaise
  • Sofistikeret tør Crémant på 100 % Chardonnay. Vinen har en balanceret syre, god dybde med lette blomstrede og tropiske nuancer. Fremragende mundrenser inden et måltid eller bare fordi det smager dejligt.
Riffel, Riesling Trocken, Binger Quarzit, Rheinhessen 2018
  • Kompleks Riesling med fine ferskennoter med et delikat strejf af solbærblade og en fin mineralitet i både duft og smag. Nyd den til mager fisk eller skaldyr.
Castello di Farnetella, Chianti Colli Senesi Riserva, Toscana 2018
  • Lækker Chianti i klassisk stil. God syre, afbalanceret fad og stadig let og saftig. Nyd den gerne til fjerkræ, pasta eller pizza.



Gastronomi

Se alle