Jesper Koch er dommer i MasterChef

RESTAURANT I næste uge sender TV3 igen kokkeprogrammet MasterChef over skærmen, og denne gang er det med Aarhus-kokken Jesper Koch som en del af den strenge dommertrio.

Af Mikkel T. Krogh

Siden kokken Jesper Koch sammen med sin tvillingebror Michael i 2004 åbnede Restaurant Koch på havnen i Aarhus, er det gået slag i slag med åbning af nye restauranter, kogebøger og senest egen vinforretning. Nu rykker den sønderjyske kok og restauratør så til TV, hvor han de kommende måneder bliver en del af dommertrioen i TV3’s amatørkokkeprogram MasterChef.

Ifølge pressematerialet får programmet besøg af intet mindre end Danmarks 24 største madtalenter, der med slebne knive og skarpe smagsløg står klar til at kæmpe om MasterChef-trofæet og en pengepræmie på 100.000 kroner. Aarhus-debutantens meddommere er Thomas Castberg og Jakob Mielcke, der begge har deltaget i tidligere programmer.

Der er ingen tvivl om, at Jesper Koch er klar til at give den gas, når det første program løber over skærmen den 2. februar. Prøv for eksempel at se traileren her. Men der er heller ingen tvivl om, at han har noget at have det i.

Sønderjyden blev udnævnt til årets kok i 1999, samme år vandt han prisen ‘Euro-Toques’, og året efter blev han præmieret for årets hovedret. Udover egne restauranter har Jesper Koch arbejdet på restauranten Obauer i Salzburgerland (to stjerner), Fakkelgaarden i Kollund, Christies i Tønder, Auberge de L’ill i Alsace (tre stjerner), Restaurant Saison i København (en stjerne), Bagatelle i Oslo (to stjerner) og Molskroen.

God kamp!

Læs artikel: Ny styrmand på St. Pauls Apothek
Læs artikel: Den bedste restaurant sidste år var…
Læs artikel: Syv Aarhus-restauranter til tops

Foto: TV3

Disclaimer: Artiklen bygger på TV3’s pressemateriale om MasterChef.