Jacobs Rom & Bobler åbner i Vestergade

BAR Aarhus får byens første rombar, når Jacobs Rom & Bobler åbner på lørdag i Vestergade med mere end 20 typer rom på kortet.

Af Mikkel T. Krogh

Rom er som bekendt mere populært end nogensinde, og nu får Aarhus sin første rombar. Baren åbner under navnet Jacobs Rom & Bobler lørdag den 22. august i lokalerne, som tidligere har huset Jacobs Pianobar på Vestergade.

Konceptet for den nye bar er udviklet af restauratøren Henrik Harmsen og Sarah Evar, der er direktør for restauranten Jacobs BBQ i samme bygning. Transformationen fra pianobar til rombar har betydet en omfattende ombygning, hvor rå vægge, mørkt træ, chesterfieldsofaer og store messinglamper skal tage gæsterne tilbage til 1920’ernes Charleston.

”Pianobaren har eksisteret i 40 år, og den har haft sin storhedstid. Nu skal der altså ske noget nyt. Når man kommer ind i den gamle bindingsværksgård, ligner alting sig selv, men indendørs har hele baren fået en overhaling,” siger Sarah Evar til Lokalavisen Aarhus.

Rom, rom, rom
Alle cocktails på drinkskortet er bygget op omkring rom, øllen er brygget på romfade, og de mere end 20 forskellige rom på kortet er udvalgt i samarbejde med romeksperten Mads Heitmann. Derudover byder baren på 10-12 forskellige typer bobler.

“Det er de gamle værdier i et nyt format, hvor vi har prøvet at værne om stemningen, historien og omgivelserne. Vi vil gerne gøre stedet attraktivt for det voksne publikum, for det er dem, vi gerne vil være til for, så kvaliteten skal være i orden,” siger Henrik Harmsen til avisen.

Aldersgrænsen på det nye sted er 24 år, og musikken er et såkaldt dansevenligt udbud af groovy soul og jazzet pop. Baren har sin egen app, hvor man kan følge med i musikkalenderen.

Læs guide: 5 cool cocktailbarer i Aarhus
Læs guide: 5 sublime vinbarer i Aarhus
Læs artikel: Ny cocktalbar med østers og tatar

SPECS
Jacobs Rom & Bobler
Vestergade 3
8000 Aarhus C
Åbningstider: Mandag-torsdag kl. 17-22, fredag-lørdag kl. 17-05

Foto: Jacobs Rom & Bobler