Foto: Fællesskabsprisen 2016

Ildsjæl bag Café Kaffegal vinder pris

CAFÉ Iværksætteren Brian Sørensen bag Café Kaffegal på Nørre Allé har vundet national pris.

Den 38-årige iværksætter Brian Sørensen har indkasseret flere priser for sin socialøkonomiske Café Kaffegal på Nørre Allé, herunder prisen som Aarhus’ Bedste Børnevenlige Spisested og prisen som Byens Bedste Café. Nu har Brian Sørensen indkasseret endnu en pris i form af Fællesskabsprisen 2016, som en række virksomheder, fagforeninger og politiker Mette Frederikssen står bag.

”Arbejdet som social iværksætter er ikke rosenrødt. Det er benhårdt og kræver masser af arbejdstimer og energi, men det investerer jeg med glæde i de her virksomheder, da jeg ikke kunne forestille mig et mere givende arbejde,” siger Brian Sørensen i en pressemeddelelse.

Hylder fællesskabet i Danmark
Fællesskabsprisen blev lanceret i 2014 og er en hyldest til de mange mennesker, der hver dag gør en ekstraordinær indsats for fællesskabet i Danmark. Fællesskabsprisen uddeles hvert år til 10 forskellige danskere, og prisoverrækkelsen fandt sted på båden Pearl Seaways i København.

Brian Sørensen har lavet frivilligt socialt arbejde siden han var 18 år gammel og har stået i spidsen for udviklingen af en lang række sociale aktivitets- og væresteder og sociale projekter for psykisk sårbare. De sidste otte år har han primært beskæftiget sig med stiftelsen og driften af socialøkonomiske virksomheder.