Foto: Social Foodies.

6 steder i Aarhus med lækre påskeæg

GUIDE: Påsken er lige rundt om hjørnet, og det betyder påskeæg! Vi giver dig et bud på, hvor de bedste chokoladeæg kan købes. 

Det overdådige sølvpåskeæg
Summerbird, Volden 31, 8000 Aarhus C

Hos Summerbird er chokoladen økologisk, håndværket traditionsrigt og smagen uden kompromisser. Summerbird har eksisteret siden 1986, og det hele startede med den chokoladeovertrukne marcipan-sommerfugl, som vi også kender i dag: Summerbird Pure Amande. Sidenhen er udvalget blevet større, og særligt op til højtiderne er der nye varianter på spil. Hvert år laver Summerbird en udgave af det kendte sølvpåskeæg. I en sølv æggeskal gemmer sig små chokoladeæg: en med hasselnødde praliné og orangesmag, en med lakridskaramel og hvid chokolade eller en mint-udgave med mynteganache og mørk chokolade. Sølvægget kan købes i tre størrelser, og priserne er 89, 278 og 585 kroner. I påskesortimentet er også et smukt porcelæns-æg fyldt med mindre chokolader. Der findes et hav af smage blandt Summerbirds påskeæg, og du kan købe æggene i forskellige gaveæsker, som er fine værtindegaver til påskens arrangementer. Mums siger vi bare!

Påskechokolade i gourmetklassen
Vanilla Chocolatier & Konditori, Aarhus Central Food Market, Skt. Knuds Torv 7-9, 8000 Aarhus C

Vanilla Chocolatier & Konditori laver ikke bare fyldte chokolader og velsmagende dessertkager, de laver også kunst. Medejer og konditor Gabriel Ahlgreen har været en del af det danske kokkelandsholds dessertteam siden 2011, og sammen med virksomhedens chocolatier, giver han sit bud på påskens chokoladeæg. Du kan få et udvalg af store påskeæg med sprød chokoladeskal, prøv for eksempel et æg af 65% mørk Valrhona chokolade drysset med ristede peanuts og havsalt, eller et Valrhona mælkechokoladeæg. Ægget i mælkechokolade er formet som de populære gule Minionsfigurer fra Universal Pictures animationsfilm Grusomme mig. Vi er meget begejstrede over de skøre, gule figurer i chokoladeudgave. Vanilla Chocolatier & Konditori har en bod på Aarhus Central Food Market, hvor de foruden delikate kager og smukke fyldte chokolader, også sælger årets påskeæg til 165 kroner stykket.

Det traditionsrige håndværk
Frellsen Chokolade, Søndergade 10-12, 8000 Aarhus C

I Søndergade på Strøget ligger én af Frellsens hyggelige, små butikker. Gennem fire generationer har Frellsen fremstillet flotte, håndlavede chokolader, og i påsken er butikken fyldt med lækre påskeæg, som tilfredsstiller enhver chokoladeelskers drøm. Er du til det traditionelle påskeæg, er Frellsens Ballonæg et godt bud. De enkle chokoladeæg kan købes i tre størrelser til 65, 100 og 175 kroner og i tre forskellige slags chokolader: hvid chokolade, lys chokolade og mørk chokolade. Ingen dikkedarer! Hvis du har svært ved at vælge, kan du også få mindre påskeæg med forskelligt fyld eller marcipan – eller en stor chokoladeskal fyldt med æg i alle størrelser og slags. Påske-kreativiteten stopper ikke her, da Frellsen også har en speciel påske-flødebolle af 70 procent mørk chokolade, pyntet med sukkeræg til 15 kroner, og en håndlavet fuglerede med bund af marcipan, nougat og farverige mandelæg til 25 kroner.

Bæredygtige chokoladefristelser
Social Foodies, M. P. Bruuns Gade, 8000 Aarhus C

Hos Social Foodies i M.P. Bruuns Gade kan du følge med i processen, når chokoladelækkerierne bliver fremstillet i butikken. Og der er nok at lade sig friste af! Butikken producerer forskellige is- og chokoladevarianter, og selvfølgelig har Social Foodies også et bud på årets chokoladeæg til påskehyggen. Du kan vælge mellem en skal af økologisk, hvid eller mørk chokolade med fire mindre marcipan-æg i til 140 kroner – for eksempel hindbær, lakrids, nougat eller ren rå marcipan. De små, fyldte æg kan også købes enkeltvis: et æg koster 25 kroner, mens du får tre æg for 70 kroner. Konceptet handler om bæredygtighed, og virksomheden brænder ikke kun for velsmagende, friske produkter, men også for Afrika. Og ligesom du kan følge med i fremstillingen, følger Social Foodies også med fra jord til bord – og det færdige produkt. Virksomhedens investerer overskuddet i projekter, som sikrer uddannelse og arbejdspladser for socialt udsatte.

Påskeæg for enhver smag
Magasin, Immervad 2-8, 8000 Aarhus C

Chokoladeafdelingen i Magasin lader heller ikke påsken gå ubemærket hen. Afdelingen byder på et stort udvalg af påskefristelser fra mærkerne Simply Chocolate, Summerbird, Johan Bülow, Xocolatl og Magasin Chokolade, som er stormagasinets eget mærke. Sagt med andre ord, så findes der noget for enhver smag. XocolatI laver unikke, fyldte chokolader af kakaobønner fra nøje udvalgte områder. I Magasin er Xocolatl repræsenteret som fine gaveæsker og et smukt udført porcelæns-æg til 89 kroner. Du kan også lade dig friste af lakridskongen Johan Bülows bud på påskeslik. Vælg en Easter Kalaha Gift Box til 275 kroner eller en bøtte lakridsæg med lakrids-kerne omsluttet af hvid chokolade med smag af mango. Magasins eget mærke tilbyder påskeæg gemt bag lågen i en Påskekalender. Lad dig selv eller en du holder af blive overrasket, når I åbner de fem låger, og smager de forskellige påskeæg. Det er hyggeligt!

Luksus til chokoladeelskeren
Peter Beier Chokolade, Ryesgade 35, 8000 Aarhus C

Peter Beier Chokolade er ikke til at komme udenom i jagten på det gode påskeæg. Butikken emmer af luksus og kvalitet, og her er et stort udvalg af forskellige æg med saltkaramel, limetrøffel, orangesmag eller passion. Du kan også få et klassisk marcipanæg eller vælge et æg med smag af Grand Marnier og hvid chokolade. Vælg mellem påske-æsker i forskellige størrelser, eller kast dig over en chokoladeskal fyldt med miniæg og fyldt chokolade fra Peter Beiers almindelige sortiment. Påskeskallerne koster fra 199 kroner og bliver smukt pakket ind i gennemsigtig cellofan, så der er kig til fristelserne. Det er desuden med samvittigheden i behold, at du kan forsøde påsken med chokolade fra Peter Beier. Virksomheden arbejder efter et bæredygtigt koncept, som betyder, at kakaobønnerne er dyrket økologisk i virksomhedens egen plantage. Det må da betyde, at et ekstra stykke er helt okay!