BAR Ginbaren Bar Plata på Klostertorvet bytter gin ud med sherry og tapas for en aften.
Den spanske sherry har rystet sit støvede image af sig og er blevet en ny stjerne på restaurantscenen. Netop kombinationen med god mad giver de søde dråber en helt anden dimension, og det fejrer Bar Plata på en højhellig onsdag, når de inviterer til sherrysmagning den 21. september.
“Sammen med Juuls Vinhandel og et af Jerez-områdets ældste vinhuse Bodegas Tradicion skal vi smage os igennem seks spændende sherry. Men det er ikke kun sherry, vi skal smage på. Vi sørger for lækre tapas, som passer til de forskellige sherryer, så du kan se frem til en aften, hvor dine smagsløg i høj grad bliver forkælet,” skriver arrangøren i en pressemeddelelse.
Kæmpe drinkskort
Bar Plata, der åbnede tidligere på året som tapasrestauranten CANblaus sidekick, er ellers mest kendt for sit omfangsrige gin- og romkort. Intet mindre end 110 forskellige slags gin og 100 specialimporterede rom fra hele verden kan du gå på opdagelse i på den lille bar.
Men onsdag den 21. september kl. 19-21 kan du altså også få et indblik i sherryens verden på Bar Plata. Sherrysmagning og tapas koster 248 kroner pr. person. Der er kun 30 pladser, så skynd dig at sikre en billet ved at skrive til vince@barplata.dk. Læs mere om arrangementet her.