Foto: Foodfein.

Populær café og delikatesseforretning lukker

Den 1. januar meldte bageriet og delikatesseforretningen Foodfein ud, at stedet lukker ned både på Sønder Allé og i Åbyhøj. 

Har du været glad for at få et velbagt brød eller en velbrygget kop kaffe hos Foodfein på enten Sønder Allé 6 eller Silkeborgvej 236, starter 2018 ud med en dårlig nyhed.

Den populære delikatesseforretning meldte nemlig mandag den 1. januar ud, at begge forretninger lukker ned.

“Jeg må med stor sorg meddele, at vi netop har besluttet at lukke Foodfein. Pia og jeg har haft næsten fem fantastiske år med Foodfein. Vi har igennem tiden oplevet både medgang og modgang og vil gerne takke alle jer, som har været med til at bakke op om os,” skriver medindehaver Allan Enevoldsen i et Facebookopslag via Foodfeins Facebookside.

Årsag er endnu ikke oplyst
Hvorfor Foodfein pludselig lukker ned, vil stedet endnu ikke uddybe, men det er tydeligt, at mange aarhusianere vil savne at komme hos delikatesseforretningen.

“Øv – det er jeg rigtig ked af at høre. Byens absolut bedste rugbrød og gode service vil blive savnet. Ønsker jer det bedste fremover,” skriver for eksempel Tina Secher Schmidt Christensen i en kommentar til Foodfeins Facebookopslag.

Du kan læse hele Foodfeins Facebookopslag her.