Food Festival større end nogensinde

FESTIVAL Nordens største madfestival Food Festival bliver større end nogensinde, når den løber af stablen på Tangkrogen i Aarhus om to uger. Forventningen er 30.000 deltagere fra hele landet.

Af Mikkel T. Krogh

Når Food Festival åbner portene for fjerde gang den 4-6. september i Aarhus, slår Nordens største madfestival alle rekorder. Op mod 30.000 madinteresserede danskere ventes at valfarte til Tangkrogen for at se, smage og få hænderne helt ned i maden, og over 250 kokke, landmænd, virksomheder og organisationer vil fylde pladsens 40.000 kvadratmeter ud.

”Vi er stolte af at kunne sige, at vi i år kommer til at tilbyde vores gæster endnu mere end nogensinde før. Det vilde vokseværk omfatter flere områder, flere workshops og flere scener, så vores gæster får virkelig fingre i dejen denne gang,” siger festivalchef Anna Lund i en pressemeddelelse.

Gratis smagsprøver
Festivalen byder i år på 88 workshops, som madinteresserede danskere kan deltage i, og der bliver vanen tro masser af gratis smagsprøver til børn og voksne, Som noget nyt får festivalen i år en såkaldt biergarten, hvor der kan smages mikrobryg ad libitum.

”Vi har lavet den bedste festival, når vores gæster både kommer hjem og har smagt en masse spændende og samtidigt har lært noget. Vi skal ikke bare give folk noget til munden, men også mellem ørerne. Hvis vores gæster kommer hjem og kan lidt mere, tør lidt mere, så er vi lykkedes. I år er det lykkedes at få rigtigt mange udstillere til også at arrangere flere workshops og kurser,” siger Anna Lund.

Sællever og moskuskøller
Food Festival er en festival for nordisk mad, og det har siden starten være en ambition at vise, hvad der foregår på den gastronomiske front i resten af Norden. I år har Food Festival i år udvidet med et nordisk område, hvor særligt Grønland får plads i fortællingen om, hvad der sker med nordisk mad i disse år.

”Jeg glæder mig til at smage sorbetis, gin og øl lavet på 120.000 år gammel indlandsis. Man kan smage sællever og spæk, rensdyr og moskuskøller. Vi har norske og svenske gæster også, og jeg håber, det er begyndelsen på en rejse, hvor Food Festival kan blive et reelt samlingspunkt for alle, der udvikler bedre madoplevelser i Norden,” siger Anna Lund.

Spændende madhjerner på besøg
På Food Festivals scener optræder også en række madformidlere fra Danmark og udlandet. Folkene fra tv-udsendelsen River Cottage, kogebogsforfatteren Timm Vladimir, pizzastjernen Gorm Wisweh, Price-brødrene, palæokongen Thomas Rode og ernæringseksperten Christian Bitz er bare nogle af dem, der tager turen til Aarhus.

Mere end 900 frivillige står for det praktiske omkring festivalen, og billetter koster 75 kroner for endagsbilletter og 150 kroner for en tredagsbillet. Festivalen er et nonprofit-foretagende, som organisationen Food Organisation of Denmark står bag. Køb billet her.

Læs artikel: Aarhus Festuge satser på streeetfood
Læs artikel: Aarhus scorer gastronomisk hæder
Læs artikel: Ny Aarhus-café med havudsigt

Foto: Food Festival