GUIDE: Årets Food Festival på Tangkrogen den 1. til 3. september byder på et væld af kulinariske events. Vi giver dig her den ultimative guide til festivalens smagsoplevelser.
Hyldeblomstvin, gourmet-is og en tre-retters hamp-menu: Smagsoplevelserne på årets Food Festival på Tangkrogen spænder vidt! Vi giver dig her en oversigt over alt det, du kan spise eller drikke til festivalen.
DM i hotdog
Der er garanteret både underholdning og hotdog-gastronomi på højt niveau, når årets Hotdog DM løber af stablen søndag den 3. september fra klokken 12 til 17. Her vil kendte og ukendte kokke, slagtere eller blot hotdog-entusiaster kæmpe om at vinde priser i kategorien Den Moderne Hotdog – og du kan smage dem alle! Et dommerpanel vil kåre vinderen af Den Mest Velsmagende Hotdog, men du har også indflydelse, når vinderen af Den Mest Sælgende Hotdog skal kåres. Overskuddet af hotdog-salget går til et velgørende formål, så der er ingen grund til at være flov over at have appetit til mere end én!
Danmarkshistoriens største langbord
Du har nu muligheden for at sidde til bords ved intet mindre end danmarkshistoriens største langbord – Det Gode Bord. Bordet er dækket op både fredag den 1. og lørdag den. 2. september og er inddelt i otte zoner med hver deres tema og menu, hvor du på forhånd vælger, i hvilken zone du vil sidde, når du køber din billet. Du og dine hundredevis af medspisende kan for eksempel smage på Det Grønne Østjylland, hvor Restuarant Moment fra Rønde præsenterer dig for årstidens østjyske råvarer. For kun 450 kroner får du fire serveringer og tre hjemmelavede drikke, der udfordrer dine smagsløg. Du kan læse mere om Det Gode Bords zoner og købe din billet her.
Få fingrene i bolledejen
Er du helt tosset med at spise brød – og måske endda også med at bage det? Så har Food Festival en række events, der kunne være noget for dig. Lad studerende fra Ernærings- og sundhedsuddannelsen på VIA gøre dig klogere på bagning, alt mens du bager dit eget brød, som du kan spise bagefter. Det koster bare 20 kroner og foregår i eftermiddagstimerne alle festivaldagene. Vil du helst have, at dit brød er fladt, rundt og toppet med fyld, så kan du bygge din egen pizza lørdag den 2. september fra klokken 12 til 14 for 50 kroner. Du bliver guidet gennem arbejdet med tips og tricks fra slagteren fra Kvickly i Bruuns Galleri samt Gorm Wisweh, manden bag Gorms pizza, så du kan sætte tænderne i den lækreste pizza, du kan drømme om.
Bliv pølsemager for en dag
Har du nogensinde prøvet at lave din egen grill- eller spegepølse? Nej?! Så læs med her! Fredag den 1. september fra klokken 13.45 til 15.15 hjælper Selvforsyningsskolen dig nemlig med at lave en grillpølse, der er bedre end den, du kan købe i butikkerne – og lørdag den 2. september fra klokken 17.15 til 18.45 kan du prøve kræfter med en spegepølse. Det koster 250 kroner at deltage i hver workshop, men så bliver du altså også næsten lige så skarp til det med pølser som din slagter! Vil du hellere nøjes med at smage pølser, du ikke selv har kreeret, skal du kigge forbi Holmegaards bod, hvor du både fredag og lørdag eftermiddag kan smage pølser lavet på jyske kvæg efter opskrifter, der er flere hundrede år gamle!
Lav din egen frokost
Til årets festival har du mulighed for at lære at lave amatørkok og tv-vært Timm Vladimirs signaturret: Fiskeretten ceviche. Workshoppen foregår fra klokken 13.30 til 14.15 ved Kokkescenen lørdag den 2. september – og Danmarks Fiskeriforening har sørget for, at du som deltager får mulighed for at prøve at filetere en hel fisk selv! Spændende! Pladserne bliver fordelt efter først til mølle-princippet, og det er ganske gratis at være med. Er du mere til en frokost baseret på råvarer fra planteriget, så kom forbi Aarstidernes Landkøkken lørdag den 2. og søndag den 3. september fra klokken 10 til 15. Her bliver du præsenteret for to af Aarstidernes måltidskasser, som du kan bruge til at kreere et frokostmåltid for 50 kroner. Skal den have hele armen, kan du for 150 kroner lave en tre-retters menu i køkkenet hos Møllerup Gods – baseret på hamp! Hva’be’har! Bliv klogere på den omdiskuterede plante, og lad dig overraske, når du finder ud af, hvor meget man kan med den!
Haps, haps, haps!
Festivalen vil uden tvivl være proppet med smagsprøver – og det samme vil din mave, når du forlader den. Fredag den 1. september fra klokken 13 til 19 kan du for eksempel lade Supperiet overbevise dig om, at suppe også kan være en kvalitetsret, eller du kan smage på bæredygtig tun, makrel og sardin hos Grøndals‘ bod fredag den 1. september fra klokken 13 til 19 samt lørdag den 2. september fra klokken 10 til 19. Mangler du at tilfredsstille din søde tand, skal du melde dig som forsøgskanin i teltet hos Kramers Is, når is-virksomheden tester nye smagsvarianter af dens gourmet-is! Boden serverer smagsprøver fredag den 1. september fra klokken 13 til 19 og lørdag den 2. september fra klokken 10 til 19.
Når det bliver tid til aftensmad
Har du brugt en hel eftermiddag på at lave din egen mad, tilbyder Aarstiderne at lave aftensmaden for dig. Skynd dig derfor at købe én af de 20 pladser til 100 kroner, når pop-up-køkkenet fredag den 1. og lørdag den 2. september inviterer til spisning fra klokken 17 til 19. Hvis du ikke har fået nok af at lave mad, kan du i stedet for 175 kroner lave din egen nordiske tapas lørdag den 2. september fra klokken 17.30 til 19.30. Sidst, men ikke mindst, tilbyder Gorm Wisweh fra Gorms Pizza hjælp til dig, der laver så lækker mad, at dine gæster ikke vil hjem fra dit middagselskab! Til workshoppen “Spis & Skrid” lærer du nemlig at lave den perfekte middag til de gæster, du altså bare ikke gider at have hængende hele aftenen.
Noget nyt i glasset
Skulle det være noget med en grøntsagssodavand? Så skal du kigge forbi Garden Theory‘s bod! Smag en sodavand, du aldrig havde troet, du ville komme til at smage, og lad dig overraske af nye og spændende smagsoplevelser! Skulle vejret på magisk vis blive så godt, at det er for varmt til en kop te, kan du i stedet prøve en økologisk kold te fra Charitea eller blot lade dig køle ned med en lemonade fra Lemonaid.
Alkohol skal der til
Ingen festival uden alkohol! Er humøret til noget anderledes og nyt, skal du aflægge vinproducenten Thordsens Vin et visit på Tangkrogen: Her bliver der nemlig serveret dansk hyldeblomstvin! Du kan smage den friske sommervin fredag den 1. september mellem klokken 13 og 19, og vil du have mere vin, sørger Jyllands-Posten for en vinsmagning lørdag den 2. september fra klokken 14.30 til 16. Her er vinen lavet på druer som på sædvanlig vis, og du kan være med til smagningen helt gratis! Falder mjød i din smag, skal du i stedet besøge mjødbrygger Karin Sloths telt, hvor hun fredag den 1. september fra klokken 18 til 18.45 fortæller om den søde vikingedrik og deler smagsprøver ud. Lyder det som noget for dig, koster det 100 kroner at deltage. Til sidst anbefaler vi, at du kigger forbi Pure Shot‘s telt lørdag den 2. september klokken 16.15: Her kan du for 100 kroner møde mændene bag det populære shot, der vil hjælpe dig med at få den bedst mulige smagsoplevelse, når I sammen smager på den fyldige spiritus.
Velbekomme, skål og rigtig god festival! 🙂