OPLEVELSER Den østjyske kok David Zacharias Nielsen tilbyder guidede gåture til madbyen Aarhus og satser på at tiltrække flere internationale madturister til den østjyske hovedstad.
Af Mikkel T. Krogh
Turister og madinteresserede får pirret smagsløgene på de guidede byvandringer, som kokken David Zacharias Nielsen netop har søsat i Aarhus under navnet Food Walk.
”Vores vision er at skabe en sammenhæng mellem gastronomiske og kulturelle oplevelser, som både lokale og turister ikke får andre steder: Den gode historie om de lokale råvarer, tilberedningen og smagsoplevelserne i byens historiske kulisser. Med vores byvandringer vil vi i endnu højere grad gøre Aarhus til en maddestination for udenlandske turister,” siger David Zacharias Nielsen.
Stop i specialbutikker og restauranter
Turene i Aarhus varer to eller fire timer og starter kl. 10 hver onsdag og lørdag. Undervejs kommer tilhørerne til at smage på eksempelvis oste, pølser, skinker, honning og friske råvarer. Blandt de mange stop på ruten kan alt afhængig af sæson og ønsker være lokale bryggerier, specialbutikker eller restauranter.
”Vi besøger lokale specialbutikker og restauranter, hvor man kan få en bid af Aarhus. Vi besøger for eksempel torvemarkedet på Ingerslevs Plads, hvor vi sanser stemningen, smager på danske oste og råvarer, som er friskopgravet samme morgen. Vi smager F Højs fortolkning af det danske smørrebrød, hvor alt er lavet fra bunden, og vi hygger os på Emmerys med lokale kager. Undervejs oplever vi og snakker om byen lige fra Jægergårdsgade til Latinerkvarteret,” siger David Zacharias Nielsen.
David Zacharias Nielsen har tidligere arbejdet som souschef på Restaurant Fru Larsen i Langå og som kok på Ruths Hotel og Strandhotellet i Gl. Skagen. Udover Aarhus tilbyder han også guidede madture i Aalborg og København. Køb billetter på Food Walks website.
Læs artikel: Takeawaysucces starter i Aarhus
Læs artikel: Barista brygger i 10 kilometers højde
Læs artikel: Ny styrmand på St. Pauls Apothek
Foto: Food Walk
Disclaimer: Artiklen bygger på dialog med David Zacharias Nielsen fra Food Walk og en pressemeddelelse om projektet.