Nyd en hyggelig dag i Smilets By – helt uden kød på gaflen. Vi guider dig til en dag med lækre, kødfrie madoplevelser.
Morgen
Læg godt fra start med en brunch ved åen i Aarhus: Café Sidewalks vegetariske brunchbræt koster 129 kroner i hverdagene – en 10’er ekstra i weekenden – og består af røræg med purløg, yoghurt, coulis, mysli, ravost, rød krystalost, mojo, persillepesto, choko spread, croissant, hjemmebagt kage, brød, rugbrød og smør. Sådan!
Skal morgenmaden være mindre omfangsrig, kan du tage til Frederiksbjerg, hvor Café Glad! blandt andet serverer en grøn morgenskål på spinat, banan, ingefær og mandelmælk, toppet med peanutbutter, bær, æble og drys. Du kan også prøve den lille cafés vafler af kernegrød med bær, kompot, citronyoghurt og sirup.
Frokost
Skal dagens andet måltid være hurtigt og nemt, så besøg Pita Planet på Sankt Clemens Stræde: Her kan du bestille en pita proppet med grøntsager samt falafler eller halloumi-ost. Mmh!
Er du mere i humør til pizza, bager Fratelli Pizzeria (som vandt Smag Prisen 2020 for Aarhus’ bedste pizza) en herlig frokostversion med tomatsauce, mozzarella, aubergine, svampe, oliven, artiskok, cherrytomat og pesto – og det gælder både restauranten i Aarhus C, Viby J samt på Trøjborg.
Eftermiddag
Er appetitten ikke til det helt store om eftermiddagen, så snup en kop kaffe to go eller stay hos STREET COFFEE, der løb med titlen som Byens Bedste Kaffebar 2020 i Århus Stiftstidendes prisuddeling Byens Bedste. Kaffebaren har afdelinger både i Aarhus C, på Frederiksbjerg og på Aarhus Ø.
Skal der lidt indenbords, så blodsukkeret holdes stabilt, kan du besøge et MIBbageri på Langenæs, Aarhus Ø eller i Risskov og spise dig mæt og glad i bagerkager.
Aften
Har du prøvet en kolobab fra den hyggelige Kolo i Guldsmedgade? Ellers er det oplagt at afslutte din vegetariske dag i Aarhus med et besøg på restauranten, som har specialiseret sig i lækre fladbrød med fyld – blandt andet en vegetarisk udgave med friteret broccoli, glaskål, æble og karse.
Er du i stedet i humør til flere retter mad, byder MellemRum på Fredens Torv altid på en vegetarmenu – som skifter efter sæson – hvor du får tre retter for 350 kroner eller fire retter for 400 kroner.
Skal der ad libitum til, før din aften er fuldendt, har restaurantkæden Madklubbens Food Club på Klosterport altid vegetariske muligheder på buffeten – og fra 275 kroner kan du i halvanden time fylde tallerkenen lige så mange gange, du vil.