Foto: Nordisk Spisehus.

Tjenereleven Emma fra Aarhus vinder sølv i Kina

Tjenerelev på Nordisk Spisehus Emma Hjort har vundet sølv i tjenerfagets discipliner.

Når 21-årige Emma Hjort til oktober skal forsvare de danske farver ved World Skills 2017 – verdensmesterskaberne i erhvervsfaglige fag – bliver det med vægten af en medalje om halsen.

Tjenereleven fra Nordisk Spisehus har nemlig netop vundet sølv i den kinesiske udgave af Skills.

“Det var helt vildt overvældende at stå på sejrsskamlen. De kinesiske tjenerelever træner meget hårdt og bruger al deres tid på konkurrencen, mens jeg jo har skulle passe mit arbejde og min skole ved siden af træningen. Derfor er det bare ekstra fedt at vinde sølv!” siger Emma Hjorth.

Frugtudskæring og servietfoldning
Tjenerelever fra i alt otte forskellige nationaliteter deltog i mesterskabet i Kina. Her blev de blandt andet testet i evner inden for cocktailblanding, frugtudskæring, banquet-servering, servietfoldning og blindduftning.

Selv deltagernes tøj, hår, makeup og udstråling bliver bedømt i de internationale Skills-konkurrencer, så når verdensmesterskaberne løber af stablen til oktober i Abu Dhabi, forventer Emma Hjorth et meget stort set up.

“Jeg glæder mig helt vildt, og jeg er glad for, at jeg nu har erfaring med en international konkurrence, hvor flere tusinde mennesker kigger på,” siger Emma Hjorth.

Emma Hjort har tidligere vundet den danske udgave af mesterskabet – DM i Skills 2017 – og skal til verdensmesterskabet i Abu Dhabi møde konkurrenter fra mere end 35 lande.