Constantia2 ved Brabrandsøen holder sommeråbent alle dage fra den 17. juni.
Hvis du vil nyde det det danske sommervejr over en bid mad, så kan du overveje at slå et smut forbi Constantia2 tæt ved Brabrandsøen.
Traktørstedet på Norringholmsvej i Viby – det eneste spisested rundt om Brabrandsøen – holder nemlig sommeråbent alle ugens dage fra den 17. juni til og med den 4. august.
“Vi har lyst til at holde fuldt sommeråbent og give gæsterne muligheden for at nyde solnedgangen over Brabrandsøen med vores nye sundowner-drink og god mad i de skønne omgivelser. Vi går ikke på kompromis med kvaliteten og lover, at gæsterne får god mad lavet fra bunden,” udtaler traktørmutter Birgit Astrup.
Grill og sundowner drinks
Traktørstedet vil i sommerperioden byde velkommen fra klokken 12 til 22 på hverdage og klokken 10 til 22 i weekenderne.
I dagstimerne kan du blandt andet nyde brunch, tapasmenu, kage, boller og is, mens der fra klokken 17 er diverse grillretter på menuen – blandt andet gourmet-spareribs, laks og øko-pølser. Alle grillretter serveres med hjemmelavet kartoffelsalat, sommersalat og hjemmebagt brød.
Derudover kan du snuppe en omgang dessert eller én af stedets sundowner-drinks, for eksempel en Constantia2 Special med friskpresset appelsin, hindbærsaft og gin.
Reception med gratis smagsprøver
I anledning af sommer-åbningstiderne holder traktørstedet reception med gratis smagsprøver og musik den 16. juni fra klokken 16 til 18.
Constantia2 er til daglig et konferencecenter og selskabslokale, hvor caféen kun har åbent for udefrakommende på søndage og helligdage.
Du kan se den fulde sommermenu på Constantia2 her.