Det britiske magasin Candid roser Aarhus og den gastronomi, som byen rummer.
Er Aarhus Danmarks nye gastronomiske hovedstad?
Det spørger det britiske magasin Candid i en artikel, hvor journalisten Baldwin Ho undersøger sagen.
“Det kan godt være, at Noma er verdenskendt for stedets banebrydende køkken i København, men Aarhus er ved at indhente København på sin egen ikke-efterlignelige måde,” skriver Baldwin Ho om madscenen i Aarhus.
Fremhæver Michelin-perler i midtbyen
Som det første eksempel på en Aarhus-restaurant, der er værd at besøge, bliver Restaurant Domestic i Mejlgade 35b nævnt. Restauranten bliver rost for at fremtylle enkle retter, hvor der kun bliver brugt en til to hovedingredienser, samt for et vinkort, der udelukkende består af biodynamiske vine.
Næste på listen er Restaurant Gastromé i Rosensgade 28. Baldwin Ho fremhæver restaurantens brug af luksuriøse ingredienser som kongekrabbe, kaviar og trøffel, og han kalder oplevelsen “en kulinarisk odyssé”, du skal sætte hele aftenen af til.
Nordisk frokost og aarhusiansk madfestival
Til slut bliver restauranten Nordisk Spisehus i M. P. Bruuns Gade 31 fremhævet for stedets frokostkort – mere præcist en steak tatar med kartoffelchips og soltørrede tomater og en portion fiskesuppe med torsk og dild.
Derudover anbefaler journalisten, at du tager til Aarhus Food Festival på Tangkrogen, hvis du besøger smilets by i september.
Du kan læse hele Candids artikel her.