Billig gourmetmad i efterårsferien

ARRANGEMENT Den 9. til 19. oktober er det tid til den årlige Aarhus Gastro Week, hvor en række restauranter i primært mellemklassen byder på tre retters menuer for 250 kroner. Det er et godt initiativ, der giver folk, som måske ikke plejer at spise ude, mulighed for at få gode spiseoplevelser til en billig penge i efterårsferien.

Sidste år havde vi dog en uheldig oplevelse på den franske bistro TGV Café ved banegården, hvor gæsterne i regi af Gastro Week nærmest blev gennet ind i en form for baglokale og kørt slavisk gennem tre lidt kedelige retter med et minimum af service. TGV Café plejer at være et fortrinligt sted, men til dette arrangement var det tydeligt, at de ”rigtige” gæster fik bedre mad, hyggeligere omgivelser og mere opmærksom betjening.

Med det forbehold tøver vi ikke med at anbefale en middag som led i arrangementet. Vi vil i år gå efter disse fire restauranter blandt de 13 med rabat:

Restaurant ET
Knivskarpt køkken med fransk inspiration, professionel og vidende betjening, ikke for ingenting ranket i White Guide Denmark som et af Aarhus 5 bedste spisesteder.

Restaurant Miró
Lille, hyggelig restaurant med erfarne Toni Leichtle i front – ingen molekylære udskejelser her, men derimod klassisk fransk kogekunst.

Restaurant Substans
Alternativ udsmykning på væggene, men ellers totalt styr på tingene på Frederiksgades bedste spisested – enkel, nordisk stil med sæsonens råvarer i fokus.

Norsminde Kro
Hvis du har mod på en taxatur, er den renoverede kro ved kysten en udflugt værd – sikker gourmetmad med stedvis vilde indfald fra den markante køkkenchef Søren Pedersen.

HELE LISTEN
Som led i Aarhus Gastro Week kan du spise billigt på disse 13 restauranter:

  • Cafe Hack
  • ET
  • Ferdinand
  • Hotel Royal
  • Malling Kro
  • Mefisto
  • MellemRum
  • Miro
  • Nordens Folkekøkken
  • Norsminde Kro
  • Pondus
  • Substans
  • TGV Cafe

Læs mere på Aarhus Gastro Weeks website

Foto: Aarhus Gastro Week

Disclaimer: Ovenstående er baseret på informationer hentet på Aarhus Gastro Week’s website. Anbefalingerne er udtryk for skribentens personlige holdning.