Beer Garage er landets første ølværksted

Beer Garage er landets første ølværksted

af -
Foto: Beer Garage

SPECIALØL Aarhus har netop fået Danmarks første såkaldte ølværksted, som under navnet Beer Garage sælger specialøl og bryggeudstyr til ølentusiaster fra lokaler i Åbyhøj. 

Selv om de to indehavere kalder det for en garage, så er Beer Garage på Åbyvej nok ret beset en specialbutik. Men hvilken butik! På de 150 kvadratmeter kan aarhusianske ølelskere vælge mellem flere hundrede danske og udenlandske specialøl på hylderne, ligesom man kan købe udstyr til starte sit eget hjemmebryggeri hjemme i kælderen.

”Beer Garage er ikke et sted, hvor man parkerer sin øl, sådan som navnet måske kunne antyde. Garage skal forstås i den amerikanske betydning, som både er servicestation, værksted og bilhandler. Kort sagt er idéen, at vi i Beer Garage sælger nogle af verdens bedste øl – og lærer dig at brygge dem selv,” siger indehaver Kiki Ravnsbo i en pressemeddelelse.

Sammen med partneren Martin Skaastrup har hun netop åbnet dørene til butikken, som også kommer til at lægge hus til daglange brygkurser for ølentusiaster, der vil lære the tricks of the trade inden for ølbrygning.

Amerikansk vinkel
Den amerikanske vinkel skyldes ikke mindst ejernes store kærlighed til amerikanske ales, som fylder godt op på hylderne sammen med danske og britiske mikrobryg. Øllene kommer fra blandt andet Ghost Brew, Ugly Duck, Coisbo, Syndikatet, Innis & Gunn, Anchor, Flying Dog, Dominion, Amager Bryghus, Ugelris, Munkebo og Humleland.

”Jeg ville gerne have alle slags øl fra hele verden, men det har vi ikke plads til. Så foreløbig satser vi på USA, Storbritannien og Danmark,” siger Kiki Ravnsbo.

På udstyrsfronten kan interesserede købe alt lige fra gæringstanke og fustager til flasker med kapsler og etiketter. Det er også muligt at leje husets eget mikrobryggeri til at brygge sit eget øl under kyndig vejledning fra Martin Skaastrup, der er passioneret ølbrygger og har arbejdet som kok. Ejerne planlægger desuden at starte deres eget bryggelaug, der bliver åbent for alle.

Mikkel T. Krogh
Mangeårigt madøre og wannabe-kok. Bruger alt for meget tid på at researche restauranter før selv den mindste rejse. Journalist og cand.mag.