Illustration: James Rosenquist.

ARoS præsenterer: Amerikansk popkunstner for fuld udblæsning

ANNONCE: Lørdag den 14. april åbner ARoS en særudstilling med den amerikanske popkunstner James Rosenquist.

Du kender sikkert flere ikoniske værker fra popkunstens storhedstid, men har du set dem i virkeligheden? Nu har du mulighed for at opleve en stor samling fra en af tidens vigtigste popkunstnere James Rosenquist. ARoS præsenterer nemlig udstillingen “Painting as immersion” med over 50 værker, hvilket gør den til hidtil største af sin slags i Europa.

“Det bliver en fantastisk udstilling, hvor vi præsenterer et meget omfattende udvalg af James Rosenquists værker. Dette er blandt andet gjort muligt via et tæt samarbejde med Museum Ludwig i Køln og James Rosenquist Studio,” siger museumsdirektør Erlend G. Høyersten, ARoS.

En del af popkunst-treenigheden
Sammen med Andy Warhol og Roy Lichtenstein var amerikanske Rosenquist fra 1950’erne med til at etablere popkunst som kunstretning. Han blev især kendt for brugen af reklameæstetik i sine værker i 60’erne og for sine enorme formater fra i 70’erne. Inspirationen havde han fra sit arbejde som billboard-skiltemaler i den amerikanske reklamebranche i 50’erne.

“Rosenquist vil bryde med maleriets flade, så det føles som at gå ind i en illusion. Derfor benytter han sig af disse massive og overvældende, nærmest opslugende, store billedflader, som han i visse tilfælde bygger op som hele rum. Her bliver man som beskuer omsluttet af værket og får mulighed for, visuelt, at dykke ned i maleriet,” siger kurator for udstillingen Lise Pennington, ARoS.

Helhedsinstallationer i stor skala
Udstillingen på ARoS består af over 50 værker, en del arkivmateriale samt hidtil usete collager. Den er bygget op omkring tre af Rosenquists centrale og mest monumentale helhedsinstallationer: “Horse Blinders” (1968), “Horizon Home Sweet Home” (1970) og det overvældende tredelte værk “The Swimmer in the Econo-mist” (1997-98), som strækker sig over 27 meter og er ejet af Guggenheim New York.

De tre helhedsinstallationer bliver suppleret med andre centrale værker fra Rosenquists tidlige produktion fra sidst i 50’erne og frem til 2012, blandt andet det væsentlige værk ‘President Elect” (1960-61).

Atelier på Manhattan
James Rosenquist blev født i North Dakota i 1933 og gik på kunstakademiet i Minnesota. I 1955 flyttede han til New York, hvor han studerede et år på kunstskolen The Art Students League og omgikkes kunstnerne fra generationen før popkunsten.

Fra 1960 lejede han et atelier i en bygning på det nedre Manhattan, hvor adskillige andre kendte amerikanske kunstnere også arbejdede, såsom Ellsworth Kelly og Agnes Martin. Herigennem lærte han blandt andet Robert Rauschenberg og Jasper Johns at kende.

Før han lejede sit atelier på Manhattan for at fokusere på sin karriere som kunstner, havde Rosenquist arbejdet som skiltemaler i Brooklyn og på Manhattan, hvilket har sat sine tydelige spor i værkernes udtryk.