Foto: Neat Meal

Aarhusiansk Airbnb for kokke får økonomisk rygstød

Den aarhusianske kokkeportal Neat Meal har fået Hungry Group som investor.

Hungry Group, der står bag takeawayportalen Hungry.dk, køber nu 45 procent af den aarhusianske kokkeportal Neat Meal. Købet sker som led i en strategi om at udvide forretningen inden for madformidling på online- og mobilplatforme.

Neat Meal er en onlineportal, som giver mulighed for at booke og leje professionelle kokke og restauranter i eget hjem – en slags Airbnb for kokke. På blot tre måneder og helt uden markedsføring har konceptet vist, at der er et kæmpe hul i markedet, og efterspørgslen har overgået alle forventninger.

Private dining boomer
“Markedet for private dining boomer, og vi tror på, at det bliver en af de helt store gastronomiske tendenser de kommende år. Samtidig understøtter konceptet nogle af vores fremtidige strategiske målsætninger – nemlig at sprede forretningen og blive en større del af danskernes måltidsløsninger,” siger stifter og bestyrelsesformand i Hungry Group Morten Larsen.

Morten Larsen ser også et internationalt potentiale i Neat Meal. Det betyder blandt andet, at Hungry Groups store erfaring med opbygning, skalering og internationalisering af online-markedspladser skal i spil, når Neat Meal i løbet af et års tid skal udover Danmarks grænser.

3-4 bookinger om dagen
Det er den 30-årige gourmet-kok Jacob Bülov Espensen, der sammen med partneren Christoffer Tellefsen har stiftet Neat Meal i december 2016. Lige nu er 16 kokke og restauranter tilgængelige på platformen, og Neat Meal har allerede aftaler på plads med 140 danske kokke, som langsomt skal kobles på.

“Vi havde egentlig regnet med, at vi skulle ud og skabe et marked selv, men der har vi heldigvis taget fejl. Selv om vi overhovedet ikke har markedsført os, ligger vi langt over den forventede omsætning, og vi har allerede nu 3-4 forespørgsler om dagen. Med de erfarne kræfter fra Hungry er vi nu klar til at strømline og tune hele konceptet, så vi for alvor kan vækste,” siger medejer Christoffer Tellefsen fra Neat Meal.

Kuvertpriserne hos Neat Meal spænder fra 300 kroner til 1.200 kroner, og portalen allerede har aftaler med flere Michelin-kokke, blandt andet Rene Mammen fra Restaurant Substans i Aarhus. Neat Meal har modtaget 500.000 kroner fra Region Midtjyllands innovationspulje Future Food Innovation.