STREETFOOD For første gang får Aarhus Festuge en plads med streetfood, hvor madvogne fra blandt andet de lokale restauranter Hærværk og Mefisto serverer lækkerier til festugegæsterne.
Streetfood er hot, hot, hot, og den gastronomiske trend har også ramt Aarhus. I weekenden var der madmarked under Kulbroen på Aarhus Havn med gademad fra hele verden, og nu får Aarhus Festuge for første gang et område med foodtrucks, der serverer hapsere on the fly til sultne aarhusianere.
”Aarhus Festuge har i år fokus på fødevarer, og derfor har vi dedikeret en plads til madvogne. Det bliver dog ikke streetfood, som man kender det. Derimod vil vi prøve at bryde folks madvaner ved at servere anderledes mad, som de ikke har prøvet før,” siger festugechef Jens Folmer Jepsen.
Gamle kendinge
Streetfood-området bliver på Officerspladsen bag ved Ridehuset i weekenden den 28-30. august, og bag de utraditionelle hapsere står kendte navne fra den aarhusianske gourmetscene.
Restaurant Mefisto vil sammen med Weber kreere utraditionelle hotdogs, Restaurant Hærværk vil lave gaderetter inspireret af den østjyske natur, og Oles Gård, der stod bag de stenovnsbagte pizzaer på Northside, vil genopfinde parisertoasten. Derudover vil det også være muligt at sætte tænderne i mere traditionel sydkoreansk cuisine, hvilket sikkert fremstår ret utraditionelt for de fleste.
”Vi har valgt restauratørerne efter, at de kan levere høj kvalitet og komme med nogle nye ting, som ikke er set før. Jeg håber, at mange mennesker kigger forbi for at smage og lade sig udfordre,” siger Jens Folmer Jepsen.
Madvognene har åbent 28. aug. kl. 15-20, den 29. aug. kl. 11-20 og den 30. aug. kl. 11-16. Priserne for lækkerierne går fra 30 til 150 kroner.
SPECS
Streetfood
Officerspladsen
Vester Allé 3
8000 Aarhus C