Foto: Tiende & Den Fede Drue

Ny restaurant med vin- og cocktailbar i toppen af Nicolinehus

Nicolinehus bliver onsdag den 5. april beriget med restaurant Tiende og Den Fede Drue, som åbner på de øverste etager med udsigt over byen.

Onsdag den 5. april åbner Restaurant tiende i det nyopførte Nicolinehus på Aarhus Ø. Her kan du se frem til middage på toppen, der samtidigt er helt nede på jorden. Derudover kan du glæde dig til at nyde en cocktail eller et glas vin i den nye vin- og cocktailbar, Den Fede Drue, der ligeledes slår dørene op den 5. april.

Det er teamet bag Restaurant Ferdinand og Restaurant FF, der nu kaster sig ud i et nyt eventyr på tiende etage af Nicolinehus med restauranten af samme navn.

“Visionen for restaurant Tiende har været at skabe en skøn restaurant på toppen af Aarhus, med en helt nede på jorden-tilgang. Vi vil gerne favne bredt og være stedet, hvor du kan få rigtig god mad og vin, og hvor besøgende får lyst til at besøge og igen og igen for at smage og opleve det hele,” lyder det fra Ebbe Langhoff Gøgsig, der er direktør for Tiende og Den Fede Drue, i en pressemeddelelse.

Læs også: Shima: Ny ramen restaurant i Ceresbyen

Højeste kvalitet inspireret af årstiderne

Restaurant Tiende kommer til at tilbyde frokost- og aftenmenu, hvor kvalitet og årstidens råvarer er i højsædet. Frokostmenuen kommer til at byde på smørrebrød samt udvalgte klassiske retter som for eksempel et stjerneskud eller tartare de boeuf – selvfølgelig med et personligt twist fra kokken.

Tiende

Aftenkortet er inspireret af restaurantens lokation ‘mellem himmel og hav’ med forretter som hvide asparges, ravioli og grillet hummer. Hovedretterne bliver til start glaseret pighvar, krogmodnet okse og vagtel – men retterne varierer i takt med årstiderne.

Som overbo får restauranten vin- og cocktailbaren, Den Fede Drue, som ledes af samme hold. Her kan du glæde dig til at nyde en god flaske vin fra det omfangsrige vinkort med mere end 2700 vine. Er du mere i humør til en cocktail, så kan du kaste dig over udvalget på det kreative cocktailkort ‘The Characters’. Hvad siger du for eksempel til en ‘Gandalf’, ‘Patrick Bateman’ eller en ‘Willy Wonka’?

Den Fede Drue

Læs også: 3 steder med påskelækkerier

Sol over Aarhus

Selvom restauranten og baren fungerer uafhængigt af hinanden, så er der nogle ting, som er fælles for de to nye steder. En af disse er selvfølgelig den fantastiske udsigt. Fra restauranten på tiende etage og baren på ellevte etage kan du opleve en fantastisk udsigt over Aarhus, Mols og selvfølgelig havet. Der er store terrasser, så frokosten eller middagen kan nydes både ude eller inde.

Den Fede Drue

Noget andet de to steder er enige om er den afslappede og hjemlige stemning, som de gerne vil ramme.

“Jeg glæder mig meget til at vi kan slå dørene op og byde gæster velkommen på Tiende og Den Fede Drue. Der er lagt meget tid, arbejde og omtanke i udviklingen af vores nye restaurant og vin- og cocktailbar for at ramme den hele rigtige imødekommende stemning. Vi er meget stolte af det sociale univers, som vi har skabt, ” fortæller bestyrelsesformand, Jacob Brunsborg, i pressemeddelelsen.

Restauranten kommer til at have omkring 70 pladser, mens Den Fede Drue kan huse 40 gæster. Åbningstiderne kan du se på hjemmesiderne her. Restaurant Tiende & Denfededrue.dk.

Hvis du vil være en af de første til at nyde udsigten fra tiende etage, så kan du booke bord på restauranten her. Den Fede Drue kræver ikke reservation, men det anbefales, hvis du vil være sikret en plads – det gøres under samme link.




Tag familien med

Se alle