Foto: Skovgaard & Damgaard

Brød & Kaffe: Ny kaffebar åbner på Viborgvej i Aarhus

Lørdag den 9. april er første åbningsdag for den nye kaffebar Brød & Kaffe på Viborgvej 21.

Snart kan du svinge forbi Viborgvej 21, når du trænger til en god kop kaffe og en bid brød.

Lørdag den 9. april slår kaffebaren Brød & Kaffe nemlig dørene op til det, indehaver og barista Magnus Dirksen kalder “et uformelt og fredfyldt lille åndehul” i området omkring det gamle amtssygehus.

“Mit ønske er at give noget til en bydel, som jeg ser et stort potentiale i. Jeg vil lave et sted, hvor folk både kan komme og hygge sig og sænke paraderne, men selvfølgelig også snuppe en kop kaffe med til gåturen i Botanisk Have. Det skal være en kaffebar i stedets ånd, der støtter op om helhedsplanen for området,” siger Magnus Dirksen i en pressemeddelelse.

Lokalt forankret

I koppen hos Brød & Kaffe får du kvalitetskaffe fra udvalgte mikroristerier, mens der er økologisk friskbagt brød fra lokale Aarhus-bagere til rumlende maver.

Derudover vil også andre Aarhus-aftryk være at finde i kaffebaren.

“Jeg er meget lokalt forankret i min tankegang. Jeg samarbejder fx med lokale kreative som keramiker Britta Hansesgaard, der har udviklet kaffekopperne til Brød & Kaffe. Britta driver keramikerværkstedet Hansesgaard i Malling og har sin egen serie, der sælges i udvalgte nichebutikker rundt om i landet,” fortæller Magnus Dirksen og fortsætter:

“Jeg vil gerne skabe en enkel, rolig og indbydende atmosfære. Derfor har jeg valgt at åbne selve disken op for at signalere, at her er åbent for alle. Med det mål for øje har jeg allieret mig med den aarhusianske designvirksomhed We Do Wood, der med rødder i dansk designarv arbejder ud fra bæredygtige principper og blandt andet lige nu er nomineret til en Design Award for deres “fivesquare”, som jeg har hængt op.”

Læs også: Hos Gusto er der højt til loftet, surdejspizza på tallerkenen og naturvin i glasset

Arrangementer på kaffebaren

Brød & Kaffes åbningstider bliver mandag til søndag fra klokken 8.30 til 16.00.

På åbningsdagen den 9. april vil der være halv pris på hele kaffekortet.

Brød & Kaffe planlægger at afholde forskellige arrangementer løbende – for eksempel yoga, strikkeklub og intimkoncerter.




Kaffe to go

Se alle