Foto: Wok this Way

5 asiatiske takeaways i topklasse

GUIDE: Hvis humøret er mere til elegant asiatisk end snaskede burgere, når der skal takeaway på programmet. Har vi her 5 asiatiske takeawaysteder i topklasse i Aarhus.

Selvom Aarhus ligger langt væk fra hvide palmestrande og varme briser, kan der hentes lidt af Østen med hjem til aftensmaden. 

Byen har nemlig mange gode, asiatiske takeawaysteder, hvor du for en billig penge kan sætte tænderne i delikate retter, der med sprøde grøntsager og spicy krydderier let sætter en slatten burger til vægs. Vi har fundet 5 steder, der med garanti vil sende dig direkte i den asiatiske himmel. Velbekomme! NB: Hvis du craver efter sushi, kan du finde vores guide til byens bedste sushisteder her.

Wok med asiatiske rødder

Wok this Way, Nørregade 36, 8000 Aarhus C

wok this way Aarhus
Foto: Wok this Way website

Hvis du har lyst til wok, til maven er ved at sprække, skal du vælge Wok this Way. Til den nette sum af 95 kroner kan du få en sodavand og en wok.

Takeawaystedet har seks forskellige variationer, men hvis ingen falder i din smag, kan du lave din helt egen. Maden er frisklavet af de kyndige folk i køkkenet, og råvarerne er gode. 

Med en wok fra Wok this Way, lover vi dig for, at du bliver mæt. Der er i øvrigt få siddepladser på stedet, men vi plejer at tage lækkerierne med hjem.

Du kan bestille de lækre rette direkte hjem til døren via Foodora.

Forfinet vietnamesisk

KJ Minh, Ny Banegårdsgade 53, 8000 Aarhus C

Asiatisk takeaway aarhus
Foto: KJ Minh website

Selvom placeringen i Ny Banegårdsgade er lidt out-of-sight, skal den anmelderroste restaurant KJ Minh ikke overses, når det kommer til god takeaway.

Køkkenet er overvejende vietnamesisk, og kvaliteten på takeawaykortet er formidabel, uanset om du vælger snacks, yakitori-sticks, spicy supper, nudelretter eller wokretter.

Vi anbefaler som minimum at nappe de klassiske vietnamesiske gurkemejepandekager Banh Xeo og friske rispapirs-ruller Banh Trang, der begge sidder lige i skabet. Skal KJ Minh stå for din aftensmad, kan du få to retter for 120 kroner.

Godt thailandsk til gode priser

Restaurant A-Kin Thai, Nørregade 38, 8000 Aarhus C

asiatisk takeaway aarhus
Foto: A-Kin Thai website

A-Kin ved Nørreport, tilbyder thailandsk mad et prisniveau under White Elephant. Det betyder dog ikke, at kvaliteten er væsentligt ringere.

Til forretter anbefaler vi stedets forårsruller til 49 kroner og oksekødssalaten til 55 kroner. Til hovedret kan du få stegte ris med valgfri kød til 109 kroner.

Nyder du maden bedst i de hjemmelige rammer kan du bestille A-Kin direkte til døren via Foodora.

Thailandsk på højt niveau

White Elephant, Klostergade 1, 8000 Aarhus C

asiatisk mad Aarhus
Foto: White Elephant website

Skal det være thailandsk og skal der ikke spares, er White Elephant det bedste bud. Restauranten har ligget på Klostergade i hjertet af Latinerkvarteret siden 1999 og skriver selv, at den er godkendt af den thailandske regering som værende en god repræsentant for thailandsk mad.

Takeawayretterne er lidt dyrere end andre steder, men kvaliteten følger prisen. Prøv for eksempel den klassiske kokosmælksbaserede tom kha gai-suppe til 61 kroner som forret og Pad King Ped i form af stegt and med grøntsager og ingefær i østerssauce for 129 kroner. Spitzenklasse!

Læs også: Vanvittig billig indisk mad: Bliv mæt for 49 kroner

En asiatisk Aarhus-favorit

Kowloon, Banegårdsgade 33, 8000 Aarhus C

asiatisk takeaway århus
Foto: Kowloon website

Den lille restaurant Kowloon i Banegårdsgade var nomineret som byens bedste takeaway-sted i 2014 på Aarhusportalen AOA og vandt prisen tilbage i 2013. Den aarhusianske fanbase er med andre ord stor på stedet, der byder både på en lang række kinesiske, thailandske og vietnamesiske retter.

Priserne for en hovedret ligger på 95 kroner, og betjeningen er kyndig og effektiv. Bagsiden af medaljen er, at der tit er propfyldt, så forvent en smule ventetid. Kowloon har også en søsterrestaurant på Frederiks Alle.