GUIDE Hvor går man hen, når lysten til mormormad og danske klassikere melder sin ankomst? Her er 7 fortrinlige steder med danske retter på menuen.

Så skal vi spise protein, så skal vi drikke grønsagsjuice, og så skal vi på 5-2-kur. Danskerne skifter madvaner i flæng og kaster sig i vildskab ud i den ene maddiæt efter den anden. Derfor er det noget ganske særligt, når der serveres god, gammeldags dansk mad, der ikke giver sig ud for at være andet, end det er, nemlig velkendt, hjemmelavet og ganske vidunderlig. Vi har fundet 7 steder i Aarhus med danske retter, hvor sovsen ikke er lavet af skyr, og hvor kødet er pandestegt i masser af smør, som vi kender det fra mormors køkken. God appetit!

Helstegt rødspætte ved havnen
Frøken Koch, Kystpromenaden 5, 8000 Aarhus C

I en tidligere Aarhus-sejlklub har tre sønderjyske kokkebrødre med efternavnet Koch fået vind i sejlene med restauranten Frøken Koch, der byder på forførende klassisk dansk mad i flotte omgivelser med udsigt ud over Aarhus’ havn. Restauranten byder på generøse portionstørrelser, som serveres med masser af velsmag og stor kærlighed til det danske køkken. Her kan du for eksempel finde helstegt rødspætte med persillesovs, pandesmør, citron, kartofler, syltede rødbeder, tyttebær og agurkesalat til 190 kroner eller sprængt kalvebryst med peberrodssovs, æg, bacon, peberrod, persille, kartofler, rødbede og kapers til 180 kroner. Hvis I ikke er alt for mætte, bør I unde jer selv at slutte aftenen af med husets æblegrød med 50 procents fløde, knuste tvebakker, mandler, karamel og syltet frugt til 90 kroner. Stedet er meget populært, og vi anbefaler at bestille bord, så længe der er plads.

Moderne schnitzel på Guldsmedgade
Krofatters Mad- & Ølbar, Guldsmedsgade 32, 8000 Aarhus C

Den nye Krofatters Mad- & Ølbar i Guldsmedegade havde imponerede 880 forhåndsbookinger før åbningen sidste år, og interessen for det lille spisested er ikke dalet siden. Stedet har for nylig fået nyt koncept, hvor den oprindelige satsning på såkaldte dapas – danske tapas – er skiftet til et klassisk dansk køkken med et moderne touch, der hylder de danske madtraditioner. Der bliver dog stadig leget, eksperimenteret og ført spændende ideer ud i livet på spisestedet, hvor du eksempelvis kan mæske dig i Krofatters Schnitzel med bacontern, sovs og kartofler til 198 kroner. Det er jo bare godt med godt på! Som navnet antyder, spiller øllet en væsentlig rolle hos Krofatters Mad- og Ølbar, hvor en række øl fra danske mikrobryggerier som Coisbo, Jacobsen og Ugly Duck har fundet vej til stedet. Og hvorfor spise de sædvanlige kedelige peanuts til øllen, når Krofatter serverer barsnacks med små hapser af stegt flæsk med tilhørende persillesovs som dipping sauce? Skååål, siger vi bare!

Højtbelagt smørrebrød på havnen
Europa Mad & Vinbar, Havnegade 28, 8000 Aarhus C

Kun et stenkast fra Åboulevardens mange cafeer finder du Europa Mad & Vinbar i lokalerne, som tidligere husede ølbaren Ølmolevitten. Stedet har specialiseret sig i the all time classic, vi kender som højtbelagt smørrebrød. Stedets serveringer er velsmagende og lokkende, og alt er hjemmelavet fra bunden. Menukortet omfatter et større udvalg af forskellige slags sild, roastbeef med traditionel tilbehør, pandestegt fiskefilet, æg og rejer, hønsesalat og lun leverpostej. Priserne for de veltillavede fristelser varierer fra 65 kroner til 105 kroner. Skulle du være i humør til Danmarks nationalret, så kan vi anbefale, at kigge forbi en onsdag aften, hvor stedet serverer autentisk stegt flæsk ad libitum med kartofler, persillesovs og hjemmelavet rødbeder og en stor fadøl. Alt sammen til den nette sum af 145 kroner. Det er Danmark, når det er allerbedst!

Enorm pariserbøf på Jægergårdsgade
Restaurant Kohalen, Jægergårdsgade 154, 8000 Aarhus C

Med sin isolerede beliggenhed på havnen ser restaurant Kohalen måske ikke ud til at være et besøg værd, men tanken bliver straks sendt til skamme, når du har smagt på stedets appetitlige retter. Restaurant Kohalen har siden 1907 serveret god, dansk mad til adskillige generationer af aarhusianere, hvilket gør den til én af Aarhus’ ældste restauranter. Oprindelig var stedet samlingspunkt for slagtere, landmænd og kreaturhandlere, men i dag lever restauranten videre i bedste velgående med ægteparret Jes og Rita Lausten ved roret og alle fra studerende til pensionister som gæster. Menukortet er klassisk, og stedet serverer efter sigende byens største pariserbøf, der er udstyret med to æggeblommer, løg, kapers, peberrod og hakkede rødbeder til 142 kroner. Du har ikke prøvet en rigtig dansk pariserbøf, før du har prøvet den her. Velbekomme!

Flæskeæggekage i Skolegade
Restaurant Pinden, Skolegade 29, 8000 Aarhus C

Skolegade har et ry som en festgade, men den smalle gade er meget andet end druk og shawarma. Her har den gammeldags restaurant Pinden nemlig også til huse, og den er et besøg værd, hvis du sætter pris på retromad a la mormor. Restauranten tiltrækker alt fra smarte studerende til garvede værtshusrotter, der sætter pris på de billige øl, det store snapseudvalg og menukortets klassiske, danske retter. Indretningen er autentisk med mørke træpaneler, hvide duge og lysekroner, og på menukortet finder du hjemmelavede retter som flæskeæggekage med tomat, drys af grønt, sennep og brød serveret på ægte traditionel vis i en pande. Du kan også lade dig lokke af den velkendte ret brændende kærlighed af kartoffelmos med stegt bacon, løg og hjemmelavet rødbeder. Begge retter er imponerende i forhold til prisen, som lyder på den nette sum af 119 kroner.

Tidsmaskinen ved rådhuset
Raadhuus Kafeen, Sønder Alle 3, 8000 Aarhus C

Raadhus Kafeen, hvis lidt finurlige stavemåde gør, at du lige skal læse navnet en ekstra gang, ligger på Sønder Alle med udsigt til rådhuset. Sjovt nok har caféen ligget der siden 1924, til trods for at det faktisk først var i 1941, at gæsterne kunne nyde synet af Arne Jacobsens rådhus. Det er som at træde ind i anden tidsalder, når du besøger Raadhuus kafeen, hvis hyggelige interiør sender dig tilbage til Dirch Passer-film og is til en femøre. På menukortet finder du favoritretter som tarteletter med høns og asparges til 77 kroner og en ægte Raadhuusbøf af hakket oksekød i baconsvøb med pommes frites og bearnaisesauce til 167 kroner. Du kan også lade dig friste af stedets populære Raadhuusgryde med oksekød i flødepaprikasauce, der serveres med enten ris eller kartoffelmos til 149 kroner. Mums, siger vi bare.

Biksemad med spejlæg ved teatret
Teater Bodega, Skolegade 7, 8000 Aarhus C

Teater Bodegaen har i en menneskealder været fast spisested for skuespillere fra Aarhus Teater, men i dag tiltrækker den alle typer folk fra nær og fjern. Hvem vil ikke gerne sidde ved samme bord, som Ove Sprogø sad ved, eller bestille den samme menu, som den folkekære skuespillerinde Ghita Nørby havde for vane? Teater Bodegaens historie går tilbage til 1908, og menukortet ændrer sig sjældent, for hvorfor lave om på klassikerne, når de er allerbedst? Fra kortet kan du for eksempel bestille biksemad med to spejlæg og hjemmesyltede rødbeder til 138 kroner eller lade dig friste af et stjerneskud med to panerede rødspættefileter og én dampet rødspættefilet, som serveres på toast med rejer, laks og kaviar til 135 kroner. For at skabe den helt rigtige stemning anbefaler vi at slutte aften af med at bestille husets kaffe, som serveres i ægte retro-stil fra en Madame Blå-kaffekande, selvfølgelig med rigtig fløde.