Foto: Pexels.

Guide: Det behøver ikke altid ende med en café ved åen, når humøret er til en brunch ude i byen. Her er seks alternative brunchsteder i Aarhus.

Spændende på havnen
Jumbo Bakery & Eatery, Mindet 4, 8000 Aarhus C

En af de mest spændende nyheder på den aarhusianske madscene er den kombinerede bager og kaffebar Jumbo, der før jul slog dørene op over for Dokk1 på Sydhavnen. Stedet har ikke en traditionel brunchanretning, men menukortets opbygning med små retter gør det oplagt at komponere sin egen brunch, der kan indtages i det cool lokale med udsigt over havnen. Start for eksempel med en skål kold havregrød med chiafrø, skyr, råsyltede bær, honning og sprøde kerner og sæt derefter tænderne i en af de velsmagende hvedeboller med ost eller marmelade. Den søde afslutning på måltidet kan være en af de franskinspirerede chokoladecroissanter, der er blandt byens bedste af sin art. Maden kan suppleres af en kop håndbrygget filterkaffe eller en kraftig americano lavet på bønner fra det lokale kafferisteri Sigfreds Kaffefabrik. Havregrøden koster 60 kr., hvedeboller fås fra 25 kr., og croissanten står i 32 kr.

Bølgeskvulp ved marinaen
Bådcafé, Marselisborg Havnevej 54, 8000 Aarhus C

Er der noget mere hyggeligt end en brunch med bølgeskvulp i baggrunden? Den flydende Bådcafé på Marselisborg Havn byder hver søndag på et stort brunchbræt med brød, pålæg, æg, ost, pølser, frugt og kage, som uden tvivl kan stille den værste søndagssult. Den usædvanlige café har til huse i den ombyggede færge Sorte Louis, som tidligere sejlede til øen Endelave i Horsens Fjord, og prisen for en brunch med havkig er 155 kr., hvortil man kan købe drikkevarer ad libitum for 75 kr. Stemningen på den maritime café er uforlignelig, og giver besøget mod på mere, kan man kigge forbi om aftenen, hvor stedet lokker med vellavede retter fra det lille køkken og flotte cocktails fra en veludstyret cocktailbar i bådens styrehus. Bag Bådcafé står parret Tina Steen og Preben Hald, der driver caféen sammen med deres børn Anna, Sophie og Christian. Find skibet på Marselisborg Havns yderste mole ved bro C.

Lækkerier i Borggade
Bernth & Co, Borggade 12, 8000 Aarhus C

Den lille café Bernth & Co i Borggade har i mange år lavet nogle af byens bedste sandwiches, og for nylig har stedet udvidet sortimentet med en kombineret brunch og morgenmad. Måltidet kan med op til syv serveringer mætte selv de mest sultne, og konceptet er, at man selv vælger sine retter fra menukortet, hvorefter lækkerierne serveres ved bordet. Et godt bud er at prøve rabarbertykmælken med granola og sorte sesamfrø, avocadoen med rapsfrø fra Samsø og de håndlavede pølser med spicy dijonsennep. Er der mere appetit, kan man runde af med den såkaldte hotcake, der består af en pandekage med marmelade. Prisen starter ved 85 kr. for tre serveringer og går op til 150 kr. for syv serveringer, hvortil der kommer drikkevarer. Caféen drives af Sara Bernth og kokken Bo Marcussen, der har en fortid på den hedengangne restaurant Prins Ferdinand i Den Gamle By. Brunchen fås hver lørdag fra kl. 10-13.

Tæv på Frederiksbjerg
Gorm’s, Jægergårdsgade 6, 8000 Aarhus C

Pizza til morgenmad? Ja, den er god nok hos restauranten Gorm’s på Jægergårdsgade, der hver lørdag og søndag fra kl. 10-15 byder på en italiensk-inspireret brunch under navnet Gorm’s Brunchtæv. Den usædvanlige anretning består af friskbagte pizzaer, svampeomelet, lakserillette, salater, frugt og skiftende delikatesser fra støvlelandet, som serveres sammen med lemonade, kaffe og te. Man kan spise alt det, man orker, og prisen for hele molevitten inklusive drikkevarer er 195 kr. Skal det være billigere, kan man bestille stedets Go’ Morgen-tallerken med ost, charcuteri, laks, frugt, brød og en kop kaffe eller te, der fås til 75 kr. Den populære restaurant på Frederiksbjerg er en del af en dansk kæde startet af den bornholmske tv-kok Gorm Wisweh, og giver pizzaerne lyst til mere, kan man aflægge et besøg om aftenen, hvor man kan få en tre-retters menu med charcuteri, en pizza og en tiramisu til 225 kr.

Australsk i Ceresbyen
The Lazy Wombat, Ceresbyen 20, 8000 Aarhus C

Er humøret til en eksotisk brunch, kan turen gå forbi det australske spisested The Lazy Wombat i Ceresbyen. Stedet ligger i stueetagen i en af bydelens nye bygninger, og i weekenden byder folkene i køkkenet på en såkaldt Weekend Brekkie bestående af kartoffelpandekager, pocherede æg, bacon, pølse og chutney. Skal der mere til, kan måltidet afsluttes med en af de hjemmebagte croissanter, der sidste år fik en andenplads i en læserafstemning om byens bedste croissant her på Smag Aarhus. Tørsten kan stilles med en vellavet espresso og et glas læskende juice, der fås i forskellige varianter. Den mættende brunchanretning fås for 120 kr. fredag til søndag, og ugens øvrige dage lyder menuen på et morgenmadstilbud med en kop kaffe og en croissant for en flad 50’er. Bag The Lazy Wombat står den økonomuddannede James Caldwell, der kommer fra Australien.

Økologi på Nørregade
Café Kaffegal, Nørregade 40, 8000 Aarhus C

Den socialøkonomiske Café Kaffegal på Nørregade er det perfekte brunchsted, hvis der skal økologi på menuen. Caféens bæredygtige brunch laves af 100 procent økologiske råvarer, og man kan vælge mellem to udgaver i form af henholdsvis en tallerkenanretning og en buffet alt efter appetit. Tallerkenen består af oksespegepølse, omelet med salat, to slags ost, marcipantærte og hjemmebagt brød, mens buffeten er noget mere omfattende og byder på alt fra yoghurt med müsli og grøntsagstærte til baked beans med bacon, amerikanske pandekager og øllebrød med flødeskum. Prisen er 98 kr. for tallerkenen og 149 kr. for buffeten, og begge varianter fås alle dage undtagen søndag. Café Kaffegal drives af den lokale ildsjæl Brian Sørensen og ejes af foreningen ChangeMakers, som skaber jobs for mennesker med en psykisk sårbarhed. NB: Caféen kræver reservation på forhånd til buffeten for at reducere madspild.

Mikkel T. Krogh
Stifter og direktør af SMAG Medier. Mangeårigt madøre og wannabe-kok. Bruger alt for meget tid på at researche restauranter før selv den mindste rejse. Glad for at streetfood-bølgen endelig har ramt Aarhus. Journalist og cand.mag.