Mejeriet i Mårslet er prenomineret til prisen som Årets Restaurant i Den Danske Spiseguide. Foto: Restaurant Mejeriet.

6 nye spisesteder du skal tjekke ud

GUIDE Gastronomien spirer i det aarhusianske, og stadig flere restauranter skyder op. Her er 6 nye spisesteder, du skal tjekke ud.

Aarhus er efterhånden ved at udvikle sig til et mekka af lækre spisesteder, hvor du kan få alt fra topgourmet til håndholdte burgere. Nye restauranter dukker op hele tiden, men det kan være svært at holde styr på alle nyhederne. Trænger du til et overblik over, hvilke nye steder du skal besøge, guider vi dig her til 6 steder af slagsen.

Gourmetstil i topklasse syd for Aarhus
Restaurant Mejeriet, Bedervej 101, 8320 Mårslet

Sommerens ubetinget største restaurantåbning stod de erfarne kokke Allan Poulsen og Martin Lemvig for, da de den 9. juni slog dørene op for Restaurant Mejeriet på ridesportscentret Vilhelmsborg syd for Aarhus. Allan Poulsen har tidligere været køkkenchef på Michelin-restauranterne Bagatelle i Oslo og Henne Kirkeby Kro, og Martin Lemvig har tidligere drevet restauranten Prins Ferdinand og været medejer af MASH. På Mejeriet fortsætter duoen gourmetstilen og tilbyder 8 serveringer for 796 kroner og en vinmenu for 795 kroner. Med mindre du da går all in på ”En Aften På Mejeriet”, der dækker over champagne og snacks, caviar, menu, vin, kaffe og sødt til 1.995 kroner. For at det ikke skal være løgn, har sommelier Tim Funder tidligere været på Noma, så vinen fejler heller ikke noget. Michelin-stjerne coming up?

Bøf og bearnaise på Banegårdspladsen
Retour Steak, Banegårdspladsen 4, 8000 Aarhus C

Den københavnske bearnaise-konge Rasmus Oubæk rykkede i foråret sit voksende imperium af steak-restauranter til det aarhusianske, hvor han åbnede bistroen Retour Steak i lokalerne, som tidligere husede TGV Café ved banegården. Har du ikke prøvet den hippe newcomer endnu, er det med at komme afsted. På tallerkenen kan du eksempelvis få Black Angus-kvæg fra Uruguay og krogmodnet steaks af sortbrogede kvæg fra Varde, som du kan sætte tænderne i med lokale grøntsager, konge-bearnaise og fritter i bedste stil. En 350 grams dansk krogmodnet ribeyesteak med pommes frites og bearnaise fås til 350 kroner, og vine fås fra 300 kroner til 1.600 kroner flasken. Skal du videre i byen, kan du passende slutte af med en af de frække cocktails med lækre ingredienser fra blot 85 kroner. What’s not to like?

Hjemmelavede delikatesser på Jægergårdsgade
Sårt, Jægergårdsgade 6, 8000 Aarhus C

”Sårt” er den aarhusianske måde at udtale sort på, og hvorfra navnet stammer fra, står hen i det uvisse. Til gengæld er det sikkert, at lækkerierne hos byens nye deli på Frederiksbjerg både er hjemmelavede og lavet af lokale råvarer. Bag stedet står folk fra den tidligere Delien i Jægergårdsgade, Restaurant Hærværk på Frederiks Allé og den økologiske gård Troldgården syd for Aarhus. Tilsammen tryller de med sæsonens råvarer fra sæsonen og laver alt fra pølse til pasta fra bunden. På menuen finder du charcuterie, ost, grøntsagsretter, pastaretter og pølse, som koster fra 100 til 150 kroner per mand, hvis du spiser på stedet. Med andre ord kan man købe lidt af hvert til deling og spise sig mæt for højst 150 kroner per person. Er I mere ambitiøse, kan I også bestille en større anretning under navnet “Blandet landhandel” til 350 kroner. Haps!

Anmelderroste burgere på Frederiksgade
The Burger Shack, Frederiksgade 39, 8000 Aarhus C

Trods kun få måneder på banen er burgerne på den lille The Burger Shack på Frederiksgade allerede udnævnt af både Dagbladet Børsens restaurantanmelder og det landsdækkende burgersite Burgerimperiet som Aarhus’ bedste. Og burgerne på steder ér da også fantastiske. The Burger Shack adskiller sig fra byens øvrige burgerjoints ved at bruge økologiske grøntsager og kød fra fritgående køer, og derudover er deres pommes frites drysset med urter og parmesanost, hvilket giver et lækkert og anderledes touch. En cheeseburger-menu med fritter og sodavand fås til 85 kroner, og du kan også få milkshakes til 40 kroner eller amerikanske øl til 30 kroner. Konklusionen? Næste gang du er småsulten eller skal have plejet dine tømmermænd, er der ingen vej uden om The Burger Shack.

Islandsk burgerjoint på Jægergårdsgade
Tommi’s Burger Joint, Jægergårdsgade 57, 8000 Aarhus C

Den seneste i den evige strøm af nye burgerjoints i Aarhus er Tommi’s Burger Joint, der åbnede den 21. juni i nyrenoverede lokaler midt på den populære Jægergårdsgade. Bag stedet står den islandske burgerkæde af samme navn, der også har burgerjoints i København, Malmø, Berlin, London og Oslo. Kvaliteten af burgerne ligger dog milevidt over andre internationale burgerkæder, og på menuen finder du en almindelig burger til 74 kroner, en cheeseburger til 79 kroner, en vegetarburger til 74 kroner og en børneburger til blot 64 kroner. Er du mere til en menu, kan du få ”Offer of the century” med burger, fritter og sodavand for 94 kroner, og i glasset kan du få milkshakes, øl og sodavand. Åbningen af burgerjointen skabte i øvrigt lange køer hen ad gaden, fordi burgerjointen var så letsindig at love gratis burgere til alle hele dagen.

Spanske lækkerier på Klostertorvet
D’vinos, Klostertorvet 4, 8000 Aarhus C

Den klassiske kombination af vin og tapas er i høj kurs, og derfor overrasker det ikke, at indtil flere tapasbarer er åbnet i det aarhusianske i den senere tid. En af de seneste er D’vinos, der har en skøn beliggenhed midt på det solbeskinnede Klostertorvet. Spisestedet serverer tapas med inspiration fra hele verden og har en række vine fra hovedsageligt Spanien. Tapasretterne består af forskellige forretter og hovedretter serveret i tapas-forklædning, og ejeren Amir Mirakhori har tidligere haft sin gang som køkkenchef på bistroen Klassisk 65 på Jægergårdsgade. Et stort plus er, at du både kan nyde godterne indenfor i lækre designermøbler og udenfor på torvet, hvis vejret er til det. Retterne fås fra 89 kroner stykket, og er du frisk på lidt af det hele, fås en såkaldt gourmetmenu for 395 kroner. Vi er fans!