Foto: Pixabay.

6 mesterlige madkoncepter i Aarhus

Modløs mandag? Tosset tirsdag? Opturs-onsdag? Vi har støvet seks skønne og smagfulde tilbud op i det aarhusianske restaurantliv, som kun gælder en enkelt dag om ugen. 

Maritim mandag med mayo
Klassisk Fisk, Nørregade 38, 8000 Aarhus C

Måske fik du ikke festet nok i weekenden, eller måske har du bare lyst til at strække festen lidt ind i den nye uge? Så skal du til rejegilde på Klassisk Fisk på Nørregade! Her møder du op mandag klokken 19, og så er det ellers ned i den hyggelige kælder med langborde, kirkebænke, levende lys og delemad. Inden længe kommer der svingende fade med små, nuttede, lyserøde havdyr, smørblød aioli, sprødt brød – og selvfølgelig så meget boblende, krystalklar cava, som din mandagstørstige mund kan suge. Så fat om rygskjoldet med tommel- og pegefinger, riv hovedet af med et friskt drej, lad “frakken” ryge med et fast greb om benene (rejens altså), hiv i halen – og vups, så er du én reje tættere på en lykkelig mandag. “I don’t like Mondays” sang hedengangne Boomtown Rats engang tilbage i 1970’erne. Det var nok, fordi de ikke havde hørt om rejegilde på Klassisk Fisk. Prisen? 255 kroner inklusiv alt – ad libitum!

Tæskebillige tirsdagslækkerier
Lecoq, Graven 14, 8000 Aarhus

I Puccinis piv-romantiske opera La Bohème er de parisiske kunstnere og studerende så fattige, at de må sælge deres smykker for at få råd til medicin. Så fattig behøver du heldigvis ikke at være for at kvalificere dig til et fantastisk fordelagtigt tilbud på über-franske Lecoq i Latinerkvarteret. Her byder man nemlig hver tirsdag fra klokken 19 på Mad & Fad – hvilket betyder, at der er en portion god husmandskost og en skummende fadøl klar til dig for kun 50 kroner! Hva’be’har! Hvis du er til foie gras, bearnaise og det store oste-udtræk, ja, så må du ind i Lecoqs “fine” restaurant, men i baren byder man altså på god, gedigen mad, som din mor burde have lavet det, fra alle jordens afkroge. Det kan være moussaka, barbecuesvin med coleslaw, pasta carbonara eller old school karbonader med stuvede ærter og gulerødder. Er der noget at betænke sig på, spørger vi bare? Hvis tirsdags-budgettet kan holde til det – og mon ikke det kan det – kan du jo eventuelt runde aftenen af med et skud af den knaldgrønne urtelikør Chartreuse til ganske små penge. Skål!

Fredagsstemning med hummersmag – om tirsdagen
Mefisto, Volden 28, 8000 Aarhus C

Overvejer du at få et husdyr? Jamen, hvad så med din helt egen hummer? Endda udfoldet i adskillige smagfulde variationer? Og måske svømmende i en lille flaske rosé-champagne? Det lyder som en rigtig luksusfredag – men det er altså tirsdagens tilbud på Mefisto i Volden, og det har det været siden ejer og kok Lars Kyllesbech gjorde sin entré på Mefisto i 2003. Han kan sit fiske-kram og har udgivet en af de mest sælgende fiske-madbibler herhjemme, nemlig Fiskekogebogen, der har solgt i over 30.000 eksemplarer! Om du kan finde opskrifterne til tirsdagenes hummerfester deri vides ikke, men hummeren kan blandt andet komme på bordet i form af en chowder, en salat med syltede tomater eller som en stor, åben ravioli med Havgus-ost. Skal tirsdagen toptunes, kan du nyde en Deutz rosé-champagne til 695 kroner til dyret – men du kan også nøjes med en vinmenu til 220 rimelige kroner. Menuen står dig i 395 kroner.

Onsdagsflæsk i mormor-land
Den Lille Kro, Nørre Allé 55, 8000 Aarhus C

Det er onsdag: Weekenden ligger flere dage tilbage, og der er endnu flere til, at det bliver fredag igen. Du trænger til noget solidt at styrke dig på. Til stegt flæsk, sprødt og fedtdryppende. Med persillesovs i baljer. Og kridhvide kartofler, som kun mormor kunne skrælle dem. Og nå ja, så lige en lille klat agurkesalat som det sunde alibi. Du skal kort sagt til Onsdagsflæsk på Den Lille Kro, hvor der hver onsdag er flæsk mit alles ad libitum til kun 125 kroner. Her kan du sætte dig ved en nystrøget, hvid dug, læne dig tilbage i de komfortable armstole og lade øjet hvile på ægte korsstingsbroderier og kunst, der rent faktisk ligner, mens du gør klar til din egen lille midtuge-grisefest. Og når nu flæskefesten er så billig, hvorfor så ikke skeje lidt ud med en af de mange delikate øl fra Syndikatet, som for eksempel Borgmesteren, Festaben, eller Krofatteren, som er brygget specielt til Den Lille Kro? Glædelig Øf-dag!

Oplysnings-onsdag med smag på
ARoS Art Café og ARoS Wine & Food Hall, AroS, Aros Allé 2, 8000 Aarhus

Det er vist de færreste, der har misset, at Aarhus er Europæisk Kulturhovedstad 2017, og måske giver du den en ekstra skalle på kulturfronten i år. Men uden mad og drikke duer selv den sejeste kulturjunkie ikke – så hvad med at pimpe din hyperkulturelle onsdagsaften med skønne madoplevelser? Onsdag holder kunstmuseet ARoS åbent til klokken 22, og når du har checket den seneste udstilling ud og taget den obligatoriske selfie i Regnbuen, kan du erhverve dig en lækker varm ret med sæson-præg og et glas vin eller mikrobryggeri-øl for kun 165 kroner i ARoS Art Café! Vil du en tak op i niveau og etage, så skal du op under Regnbuen, hvor ARoS Wine & Food Hall hver onsdag aften byder på tre retter for 375 kroner. Her er der fuldt knald på et køkken, der er mere nordisk end en krammer med Claus Meyer på et økologisk fåreskind en Sankt Hans aften i støvregn. Og råvarerne? De hedder blandt andet selleri, svampe, skovsyre og honning fra egen bistade.

Øko-søndag med fransk drys
Restaurant L’Estragon, Klostergade 6, 8000 Aarhus C

Så blev det søndag. Dagen, der skriger på sofa, sokker, serier og et brag af en søndagsmiddag. Måske har du været på torvet lørdag og er nu klar til den store dinner derhjemme, men hvad med at smide forklædet og lade damerne på L’estragon klare ærterne for dig? Her kan du nemlig sætte dig på en af restaurantens 22 pladser og nyde ikke mindre end fem retter for 444 kroner. Så får du oven i købet tre glas vin med i handlen! Menuen er en overraskelse, som bestemmes af dagens kok, og du kan være sikker på, at de fleste af råvarerne er øko, rigtig mange af dem fra lokale producenter. Så med kombinationen af grønne råvarer, dansk-franske smage og et par gode glas til, skulle søndags-succesen være i hus! Så skal du heller ikke vaske op selv. Restauranten har også et hverdagstilbud med to retter og to glas for 350 kroner, aktuelt en grøn forret med gulerod, mandler og hollandaise samt bagt torsk, polenta og svampe som hovedret. Oui merci!