Foto: Mammis Gelato

3 skønne steder med is i Aarhus

Ingen solskinsdag uden is – og allerhelst masser af det. Her får du tre steder i Aarhus, der serverer en dejlig udgave af den kolde fristelse.

Guiden om is i Aarhus har tidligere været bragt i Mærk Aarhus

Mor og datters gelato

Mammis Gelato, Rosensgade 34, st.tv. og Jægergårdsgade 66, 8000 Aarhus C

Helle og Michelle Schmidt slog i 2017 dørene op til Mammis Gelato i Latinerkvarteret og fulgte tre år senere efter med endnu en butik på Frederiksbjerg. Begge steder får du vaskeægte gelato, som du kender det fra Italien: Opskrifterne er nemlig baseret på italienske traditioner og teknikker, som mor Helle og datter Michelle har med sig fra Gelato University nær Bologna i Italien. Cool! Alle råvarer er importeret direkte fra støvlelandet, og basen – den mælkeblanding, der bruges til de forskellige smagsvarianter – er udviklet af Michelle. Hos Mammis er gelatoen frisklavet fra morgenstunden, og du kan i butikken vælge mellem 14 forskellige smage, som varierer fra måned til måned. I disken finder du dog altid Mammis egne klassikere saltkaramel, Ferrero Rocher, Cookie & Caramel samt lakrids. Ja tak – eller grazie! – siger vi. 

Japanske vafler med fyld

Taiyaki, Ryesgade 35, 8000 Aarhus C

Det må gerne være sjovt at spise, og det er det uden tvivl hos isbutikken Taiyaki, der byder på det japanske bagværk taiyaki: En vaffeldej med indbagt Nutella, formet som en fisk, der kan fyldes med is, softice og toppings som krymmel og slik. Uhm! Du kan vælge mellem 18 forskellige varianter af håndrørt gelato, seks slags softice, 10 drys, vaffelrør, flødeboller og sovs, så vi vil gerne advare på forhånd: Det kan være rigtig svært at beslutte sig for, hvordan det endelige resultat skal se ud! Skal det være lidt mindre vildt, kan du bestille mini taiyaki-vafler, selvfølgelig også med indbagt Nutella, som du kan dyppe i is, softice, saltkaramel eller nå ja, mere Nutella. Halleluja! Prøv også butikkens sydkoreanske Dalgona-iskaffe med iskold mælk og tyk kaffesirup-skum på toppen. Mums.

Læs også: BIKS: “Der skal være plads til, at folk kan fortælle røverhistorier over disken”

En klassiker på Marselisborg Havn

Ishuset, Marselisborg Havnevej 42, 8000 Aarhus C

I snart 20 år har isglade aarhusianere kunne slå vejen forbi Marselisborg Havn, når trangen til den søde spise melder sig i forårs- og sommermånederne. Her ligger nemlig familievirksomheden Ishuset, der insisterer på at lave is, som tager den tid, en rigtig is skal tage. Isbasen er lavet på dansk, økologisk mælk, og råvarerne er i top med for eksempel ægte øko-vaniljestænger og 80 procent belgisk chokolade. Får du en citronsorbet, ja, så er citronerne presset af Ishuset selv, ligesom medarbejderne også selv moser bananerne til din banansorbet og blender de danske jordbær i sæson til jordbærsorbeten. God stil. Der burde være is for enhver smag: Ishuset byder nemlig på mere end 60 forskellige slags hen over sæsonen, hvoraf 26 altid er at finde i disken. Så er det bare at vælge!