5 steder du skal spise på Northside 2015

5 steder du skal spise på Northside 2015

af -
Foto: Foodfein

GUIDE Hvor skal du spise, når sulten nager på Northside i næste uge? Vi har taget et sneak peek i årets madprogram og giver dig her 5 gastronomiske hotspots, du skal besøge i år.

Den tid er forbi, hvor festivaler var ensbetydende med franske hotdogs, slatne pomfritter og snaskede burgere. Northside har fra starten haft tårnhøje gastronomiske ambitioner, og i år sætter festivalchef John Fogde trumf på med flere madboder end nogensinde før. Samtidig forventer festivalen i år 80 procent økologi i pladsens boder mod 70 procent sidste år. Vi har kigget i det omfangsrige madprogram og giver dig her 5 gastronomiske hotspots, du skal besøge, når du ikke hører Wu Tang Clan eller The Black Keys.

Rå dekadence i Blue Oyster Bar
Er du foodie eller ej? Lige meget hvad, skal du en tur forbi festivalens østersbod, der under navnet Blue Oyster Bar ligger taktisk placeret lige ved siden af champagnebaren. Med 10 østers for 175 kroner er prisniveauet ikke uhyrligt, og samtidig kan du være sikker på kvaliteten, fordi folkene fra byens bedste fiskebutik Clausens Fiskehandel på Aarhus Havn står bag disken. Dine østers serveres råt på en metaltallerken flankeret af økologisk citron, og folkene har intet imod, at du medbringer bobler fra naboboden. Match made in heaven, anyone? Som noget nyt har boden i år sibirisk kaviar, som med en pris på 150 kroner for 10 gram nok kræver lidt overtalelse af bankrådgiveren.

Spanske vibes hos Pica Pica
Byens nye vinbodega Pica Pica bag ved Voxhall har på kun to måneder slået sig fast som et velbesøgt sted med fine vine og spanske hapsere. Men midtbyen er ikke nok, så Pica Pica rykker i år til Northside, hvor medejer Mads Poulsen og co. fortsætter de spanske vibes på festivalpladsen. På menuen er den spanske tapasklassiker Boles De Picolat, som dækker over økologiske kødboller i en spicy tomatsauce, og den lige så klassiske Montaditos i form af økologisk baguette med Romesco-sauce og forskellige toppings. Kødbollerne fås for 35 kroner, og for baguettes skal du slippe 25 kroner for 1 stk., 70 kroner for 3 stk. eller 100 kroner for 5 stk. Er du klar til at hapse? NB: Hvis du er mere til det nordiske køkken, har Pica Pica også en nordisk tapas-bod sammen med Spiselauget.

Restaurantstemning hos Foodfein
Den kombinerede café og gourmetbager Foodfein på Sønder Allé rykker vanen tro til Northside, hvor du kan nyde deres lækkerier i fred og ro i et lukket telt, der skaber en hyggelig restaurantstemning afsondret fra resten af pladsen. Vi anbefaler den fortrinlige tapastallerken med pulled pork og cornichonmayo, hønsesalat med gulerødder, okseculotte bearnaisestyle med estragonmayo, bønnekompot med timian, ravost fra Thise og chokoladebrownie. Prisen er 129 kroner, men du kan også få tre slags smørrebrød, forskellige sandwiches og tomatsuppe med pasta, hvis pengepungen og humøret er mere til det. Som noget nyt udvider Foodfein i år med en udendørsterrasse, så kryds fingre for vejret!

Stenovnsbagt pizza fra Oles Gård
Hvis du er til crispy, italienske pizzaer, er det her noget for dig. Den økologiske landmand Ole Chr. Olesen, der normalt bor på en hjemmebygget gård uden for Hammel, har en bod på festivalpladsens OutSide-område med italienskinspirerede kartoffelpizzaer, som han bager i sin medbragte, brændefyrede stenovn. Pizzaerne er lavet på surdej toppet med bøffelmozzarella, frisk rosmarin og citronskal, og du kan vælge mellem en variant med Oles håndrørte salami lavet af jerseyko, en variant med Oles lufttørrede skinke lavet af sortbroget økogris og en vegetarvariant. Det er første gang, Ole har en bod på Northside, og vi skal helt sikkert prøve en af hans pizzaer, der i øvrigt koster 100 kroner. Fik vi sagt, at kartoflerne naturligvis er nyopgravede?

Gastronomisk detox hos Mikuna
Selvom øllen og det meste af maden er økologisk, kommer du sikkert til at leve usundt på Northside. Så hvad med drøne forbi festivalens første veganerbod ever til en gastronomisk festival-detox? Boden styres af folkene fra den aarhusianske veganercafé Mikuna, der sidste år vandt Byens Bedste Nye Spisested uddelt af Aarhusportalen AOA, og de har to ting på menuen. Dels deres take på den anglo-indiske gryderet mulligatawny, som de har fyldt med gule flækærter, røde linser, kartofler, kokosmælk, æble, krydderier og toppet med hjemmelavet æble-rødløgschutney. Og dels en såkaldt kofri burger lavet på økologisk grovbolle, aioli, hjemmelavede pickles og ditto chilimarmelade. Så kan du med god samvittighed tage en øl til…

Mikkel T. Krogh
Mangeårigt madøre og wannabe-kok. Bruger alt for meget tid på at researche restauranter før selv den mindste rejse. Journalist og cand.mag.