Foto: Rais Foto/Langhoff & Juul

3 steder i Aarhus med særdeles godt smørrebrød

Det bliver næppe mere klassisk dansk end en god omgang smørrebrød: Vi har fundet tre bud på steder i Aarhus, hvor du får en sublim version af frokostfavoritten.

Guiden har tidligere været bragt i Århus Stiftstidende 

Smørrebrød a la Wassim Hallal

anx, Oddervej 19-21, 8000 Aarhus C

Nyfortolkninger af klassiske, danske frokostanretninger. Det er visionen hos anx, en ”tilbygning” til Michelinrestauranten Frederikshøj, hvor du kan forkæle dine smagsløg med blandt andet gourmetsmørrebrød. Prisen begynder ved 105 kroner for et stykke, og på menuen finder du blandt andet ”Brændende kærlighed på vores måde med kartofler og bacon,” kalvetatar med trøffel på bund af kartoffelfondant, gammeldags modnede sild med spejlæg, peberrod, selleri og nye løg samt smørstegt rødtunge med rodfrugtremoulade og citronkompot. Oh la la! Er du i humør til andet end smørrebrød, byder anx også på tarteletter og fiskeretter – og måltidet kan passende afsluttes med lidt sødt, for eksempel den gammeldags æblekage a la anx eller et udvalg af petit fours. Psst: Smørrebrøddet hos anx kan både nydes i huset eller bestilles som take away.

Frokost med udsigt

Salling Rooftop, Søndergade 27, 8000 Aarhus C

Hvorfor ikke indtage frokosten, mens du nyder udsigten over Aarhus? Salling Rooftop har hjemme på toppen af stormagasinet Salling og byder udover et fantastisk vue på en håndfuld hjemmelavede stykker smørrebrød til 55 kroner stykket. I øjeblikket kan du for eksempel glæde din mave med en æggemad med håndpillede rejer, mayonnaise og krydderurter, ribbensteg med marineret rødkål og agurkesalat eller roastbeef med peberrodscreme, ristede løg og purløg. Fuldend frokosten med en god cocktail til 85 kroner – måske en Rooftop med Søbogaard Øko Gin, agurkesaft, æble, citron og timian? Har du plads i maven, kan du eventuelt runde af med Rooftops ”kageballade” til 65 kroner: Eclair med vaniljecreme, berliner med lemonfyld og hindbærmousse på sukkerbrød med knas. Ja tak, ja tak og ja tak!

Hjemlig hygge på Guldsmedgade

Langhoff & Juul, Guldsmedgade 30, 8000 Aarhus C

Det er den hjemlige hygge, der hyldes hos Langhoff & Juul på Guldsmedgade, og det mærkes så snart, du træder ind ad døren hos restauranten: Levende lys blafrer på de rustikke træborde, belysningen er dæmpet, og indretningen er et mix af designklassikere og vintage. På frokostmenuen finder du højbelagt smørrebrød, der – heldigvis – ligger meget langt fra den rugbrødsmad, du måske ville have smurt i dit eget køkken. Lige nu kan du for eksempel sætte tænderne i hønsesalat med serranoskinke, majs, pastinak og karse, friteret skærising med grove pickles, syltet porre og dild eller rødbede glaseret i kirsebær med rygeostcreme, syltet kirsebær og kørvel. Mmh! Du får et enkelt stykke smørrebrød for 98 kroner, to for 148 kroner og tre af de fristende frokostretter for 198 kroner.

Vidste du, at

vores guides med et antal anbefalinger inden for en given kategori er nogle af vores mest læste artikler? De skal opfattes som aktuelle øjebliksbilleder og ikke som den fulde sandhed om en given kategori. Vi bestemmer selv fuldstændig, hvilke steder der er med i vores guides.

Smørrebrød

Se alle