Foto: Pixabay.

Mere international ros: Engelsk avis roser Aarhus-restauranter

Den engelske avis The Independent har været forbi Aarhus, og der er faldet rosende ord af til flere steder i byen.

For nylig besøgte amerikanske CNN den jyske hovedstad og gav stor ros til den aarhusianske madscene. Og der må være noget om det, for nu har engelske The Independent været forbi, og herfra lyder også pæne ord om byen og særligt dens madscene.

Ifølge den engelske avis er det maden, der karakteriserer Aarhus med dens brede udvalg af madsteder fra street food-markeder til Michelin-restauranter. Avisen fremhæver Det Glade Vanvid, som ifølge avisen fungerer til perfektion, og maden er elegant og rigelig.

Også Michelin-restauranten Frederikshøj blev besøgt, og her er avisens anmelder også begejstret – så begejstret, at hvis brød og smør var det eneste på menuen, ville han blive en uge.

Avisen lagde også vejen forbi Latinerkvarteret, der emmer af hygge, men desværre også høje priser, ifølge anmelderen, der smagte den anmelderroste kaffe fra La Cabra i Graven. Overordnet er indtrykket af Aarhus dog mere end positivt. Du kan læse hele artiklen fra The Independent her.