Foto: Steffen Vidar Jensen og Fabel Media

Michelin 2022: Her er stjernerne i Aarhus

Mandag den 4. juli blev de nye restauranter i Michelin Guide Nordic Countries 2022 præsenteret i Stavanger. Her får du overblikket over stjernerne i Aarhus.

Der er god grund til at være en stolt aarhusianer i dag.

Ved præsentationen af de nye restauranter i Michelin Guide Nordic Countries 2022, som fandt sted i koncertsalen i Stavanger, Norge, i går, var der nemlig et fint stjernedrys til Aarhus.

Tre aarhusianske restauranter bevarede deres stjerne – og én restaurant fik endelig og meget velfortjent sin Michelinstjerne nummer to.

Fortsat udvikling og jagt på perfektion

Det var naturligvis Restaurant Frederikshøj, der i går aftes endelig kunne bryste sig af hele to af de eftertragtede stjerner.

Frederikshøj fik sin første Michelinstjerne i 2015 med køkkenchef Wassim Hallal i spidsen, og det var selvsamme Wassim Hallal, der modtog stjerne nummer to i Stavanger i går.

“Den 2. stjerne til Frederikshøj understreger restaurantens fortsatte udvikling og jagt på perfektion,” skriver Michelin Guide Nordic Countries i en pressemeddelelse.

Wassim Hallal blev også hædret med en Michelin Chef Mentor Award, én af Michelins Special Awards, som hylder talentfulde teams og store personligheder.

Læs også: Restaurant Frederikshøj i Aarhus får Michelinstjerne nummer to

Glade restauranter på sociale medier

Restaurant Gastromé, Restaurant Domestic og Restaurant Substans bevarede alle deres Michelinstjerne.

“Nu kan festen begynde for vores super seje team, som var med til at sikre, at vi kunne genvinde vores stjerne. Uden jer kunne vi ikke gøre det! ⭐️ Tak til vores fantastiske gæster, som i den grad gør det værd at gå på arbejde,” skriver Restaurant Gastromé på Instagram.

Også Restaurant Substans har skrevet om aftenens uddeling.

“Et år mere blandt de aller bedste! Vi er stole, glade og rørte. Vi opper os hver dag, og har aldrig været bedre end nu. Tak til verdens bedste crew – uden jer kunne vi ikke gøre det igen! 🙏🍀🧡” står der på restaurantens Instagramprofil.

Ny Bib Gourmand i Aarhus

Michelinprisen Bib Gourmand gives til restauranter, der leverer god mad til rimelig priser, og i år blev Møf på Vesterport én af de nye pristagere.

“Endnu en milepæl er nået. I dag blev vi endnu engang anerkendt for det arbejde vi har lagt i Møf. Tak til hele personalet på Møfferen. Bib, bib, biiiiiiiibbbbbbb” skriver Møf på Instagram.

Pondus og anx har i Michelin Guide Nordic Countries 2022 bevaret deres Bib Gourmand.




Michelin

Se alle
Foto: Møf.

Sådan: Aarhus-restaurant scorer fem stjerner

Hyggelig Aarhus-restaurant får ros i Jyllands-Posten for mad og betjening.

“Det blev en aften med skøn mad og lige så skøn betjening. Vi kvitterer med fem stjerner og en storanbefaling: Prøv det.”

Sådan skriver Jyllands-Postens anmelder Tina Bryld i en ny anmeldelse af den lille restaurant Møf på Vesterbro Torv. Restauranten åbnede i 2014 med kokkeparret Kristine og Michell Wacher Rødbro i front og har for nylig lanceret en fireretters menu med vin, velkomstdrink og kaffe til 849 kroner, som blev afprøvet af anmelderen.

Torsk med ricotta
Anmelderen satte blandt andet tænder i råmarineret torsk med ricotta og rødbeder, kalvetatar med karljohansvampe og syltede bøgehatte, ribeye med fennikelsalat og bearnaise samt pocherede svesker med blåbærcreme, lakridsmarengs og boghvede.

Udover maden får også restaurantens tjener ros for den gode service i løbet af aftenen.

“Vi blev taget godt imod (nej, det er ikke en selvfølge på alle spisesteder) og blev lige så godt hjulpet gennem aftenen med gode råd, hyggelig snak og mange konkrete informationer om, hvad vi fik på tallerkenen og i glasset,” skriver anmelderen.

Læs hele anmeldelsen her.




Foto: Restaurant Møf

Møf går all in med ny menu

Restaurant Møf ved Vesterbro Torv lancerer ny menu.

I september 2014 slog kokkeparret Kristine og Michell Wacher Rødbro dørene op for Restaurant Møf på Vesterport 10, og siden har restauranten modtaget mange gode anmeldelser. Centralt på menuen har alle dage stået en treretters menu, men nu går parret alle in med en fireretters menu.

Den nye menu lyder på velkomst og snacks, 4 retter, 4 glas vin og afsluttende kaffe med den hjemmelavede Møfling. Prisen er 849 kroner for hele pakken. Restauranten er åbent torsdag til mandag, og køkkenet er internationalt med afsæt i danske råvarer, der er dyrket og produceret i nærområdet.

Kristine og Michell Wacher Rødbro har tidligere arbejdet på blandt andet Restaurant Substans, Restaurant Pondus, Brasserie Ferdinand og MASH.




Foto: Restaurant Komfur

6 fortrinlige steak frites i Aarhus

Un steak frites, s’il vous plait? Her er 6 restauranter, der byder på velstegt steak med frites og hjemmerørt bearnaise.

Med det franske brasseries indtog på den danske restaurantscene er en velhængt steak med håndskårne pommes frites og hjemmerørt bearnaise blevet populær. Her er seks Aarhus-restauranter med fortrinlige udgaver af klassikeren.

Den luksuriøse
MASH Aarhus, Banegårdspladsen , 8000 Aarhus C

Byens mest eksklusive steakhouse er uden tvivl MASH, der ligger i den kendte Aarhus-kok Rene Knudsens gamle lokaler ved Hotel Ritz. Spisestedet er den aarhusianske aflægger af den københavnske MASH-kæde, og vi er oppe i en prisklasse, hvor eksempelvis en amerikansk ribeye koster 460 kroner plus tilbehør. Men kvaliteten er også derefter. Kødet, som vi anbefaler at få stegt medium rare, er fortrinligt, og udover de klassiske fritter bør du prøve de friterede løgringe, der går perfekt til kødet. Hvis du har en forstående bankrådgiver, kan du gå all in og investere i japansk Kobe-kød af Waguy-typen til den nette sum af 650 kroner per 100 gram. De primært amerikanske vine er også fortrinlige, men heller ikke billige. Den første MASH-restaurant så dagens lys i Bredgade i København i 2009 og var efter ejernes eget udsagn en reaktion mod det nordiske køkkens sejrsgang sidst i nullerne.

Den hyggelige
Restaurant Komfur, Guldsmedgade 38, 8000 Aarhus C

I den ydre ende af Guldsmedgade finder du Restaurant Komfur, der ejes af folkene bag Restaurant Mellemrum på Fredens Torv. ”Vi skaber hygge sammen, fordi vi er humørfyldte mennesker, der elsker vores metier”, skriver de på websitet, og det er ikke reklamegas. Menuen er skrevet i hånden på skilte, personalet er jovialt nede på jorden, og maden er i dén grad comfort food. Kongen på menukortet er en oksemørbrad med bearnaise og frites, og den er en royal værdig, hvis man er tilhænger af den slags. Bearnaisen har en god syre og markant smag af estragon, fritterne har den rette crispy konsistens, og mørbraden er perfekt fra inderst til yderst. Prisen for tre retter med en oksemørbrad i hovedrollen er 410 kroner, hvilket er særdeles billigt sluppet, kvaliteten taget i betragtning. Lokalerne husede tidligere en italiensk restaurant, og hvis I vil have lidt privatliv, kan I rykke ned i vinkælderen.

Den hippe
Restaurant Köd, Skolegade 21, 8000 Aarhus C

Byens bedste steakhouse. Det er dommen over Restaurant Köd på anmeldelsessiden TripAdvisor, hvor det hippe spisested på Skolegade scorer 4,5 point ud af 5 mulige. Maden er da også ganske overbevisende på den populære restaurant, der for nylig har fået en søster i København. Lokalerne med de rå murstensvægge fungerer fint, uanset om du er på intim date eller ude at spise med familien, og kødconnaisseurs kan fryde sig over steaks fra både Danmark, Uruguay, Australien og USA. Vi anbefaler den danske chateaubriand, der koster 540 kroner og snildt kan mætte to personer. Hvis I går all in på kødfronten, kan I tage en tatar med friséesalat som forret for 95 kroner. Og hvis der er mere appetit, skulle man da være et skarn, hvis ikke man tog en cheesecake til at gå hjem på for 65 kroner. Ved åbningen forrige år blev Restaurant Köd udsat for en shitstorm af veganere, der kritiserede det store fokus på kød.

Den anmelderroste
Restaurant ET , Åboulevarden 7, 8000 Aarhus C

Fransk gourmetcuisine i Aarhus bliver ikke skarpere end på Restaurant ET ved Europaplads, og så er det oven i købet til at betale. En entrecote med håndskårne pommes frites og salat får du for 258 kroner, så du har også råd til at nappe en gang moules marinieres, snegle fra Bourgogne eller confit de canard til forret. Eller for den sags skyld restaurantens vidt berømmede oksetatar, der er opkaldt efter kokkeikonet Michel Michaud. Anmelderne står i kø for at rose det skarpe køkken på havnen, der har fået prædikatet ”meget højt niveau” i restaurantguiden White Guide Denmark og anbefales af den franske Michelin-guide. Bag det toptunede brasserie står duoen Morten Sandvej og Lars Eiskjær, der selv beskriver restauranten som ”et uformelt madsted med god klassisk stemning, hvor Edith Piaf møder dansk håndværk”. Navnet ET kommer af det franske ord for ”og”.

Den nyeste
Retour Steak, Banegårdspladsen 4, 8000 Aarhus C

Den såkaldte bearnaise-konge Rasmus Oubæk fra København rykkede i foråret sit voksende imperium af steak-restauranter til det aarhusianske, hvor han åbnede bistroen Retour Steak i lokalerne, som tidligere husede TGV Café ved banegården. Har du ikke prøvet byens nyeste bøfhus endnu, er det med at komme afsted. På tallerkenen kan du få ribeye og mørbrad, og hvis du ikke er til kød, er der også en pighvar på kortet. En dansk krogmodnet ribeye med fritter og bearnaise, hvad ellers, koster 350 kroner, og vine fås fra 300 kroner til 1.600 kroner flasken. Restauranten har også et fint udvalg af vine på glas, og til dessert er der ingen vej uden om den franske klassiker profiteroles bestående af vandbakkelser med vaniljeis og lun chokoladesauce, der serveres kækt i en lille kande ved siden af. Skal I videre ud i byen, kan I passende slutte af med cocktailen Dark n’ Stormy, der passer godt til det kolde vintervejr.

Den intime
Restaurant Møf, Vesterport 10, 8000 Aarhus C

På den lille Restaurant Møf på Vesterbro Torv kan du opleve fortrinlig New Yorker-stemning og knivskarp gastronomi med afsæt i årstidens råvarer. Og til særdeles rimelige priser, tilmed. Bag den intime restaurant står kokkeparret Kristine Wacher Rødbro og Michell Nielsen, der kører en skiftende menu med tre forretter, tre hovedretter og tre desserter at vælge imellem. Vores favorit er naturligvis hovedretten bestående af en okse-ribeye på 300 gram med rødder, fennikelsalat og bearnaisesauce til 295 kroner. Til forret kan du nappe en terrin af confiteret gris med peanutmayonnaise og ristet sesam, og til dessert går du med garanti ikke galt i byen med Møfs chokoladekage, der serveres med passionsfrugtcreme. Hvis pengepungen ikke er til ribeye, kan du få tre retter efter Kristine og Michells valg for 325 kroner. En cool detalje er, at maden kan indtages i baren, mens du kigger direkte ind i det åbne køkken.




Foto: Restaurant Møf

7 must-eats omkring Vestergade

GUIDE Området omkring Vestergade blomstrer, og her er 7 skarpe spisesteder du skal besøge.

Kvarteret omkring Vestergade har tidligere været præget af computerbutikker og traditionelle takeaways, men i de senere er der sket noget af en gastronomisk opblomstring. Den årlige Vestergadefest bliver stadig mere populær, og i dag kan du mæske dig i alt fra gourmetmad til frisk sushi og SU-venlige gryderetter. Vi giver dig her 7 lækre spisesteder at besøge, næste gang du kommer forbi. Velbekomme 🙂

Knivskarp gastronomi på torvet
Restaurant Møf, Vesterport 10, 8000 Aarhus C

På den Michelin-anbefalede Restaurant Møf på Vesterbro Torv kan du opleve fortrinlig New Yorker-stemning og knivskarp gastronomi med afsæt i årstidens råvarer. Og til særdeles rimelige priser, tilmed. Bag den lille restaurant står kokkeparret Kristine Wacher Rødbro og Michell Nielsen, der kører et enkelt koncept med tre forretter, tre hovedretter og tre desserter at vælge imellem. Menuen skifter løbende, og inspirationen kommer fra nær og fjern med fokus på den gode smag og råvarer i topklasse. En treretters menu sammensat af Kristine og Michell kan du få for rørende 325 kroner, og hvis du selv vil vælge, kan du få forretter fra 109 kroner, hovedretter fra 179 kroner og desserter fra 89 kroner. En cool detalje er, at du kan indtage maden i baren, mens du kigger direkte ind i det åbne køkken. God appetit!

Himmelsk sushi og gode råvarer
Sota Sushi Bar, Vestergade 48, Aarhus C

Sota Sushi Bar er en af byens absolut bedste sushirestauranter med høj kvalitet af råvarer, dygtig betjening og minimalistisk indretning. Så med andre ord er restauranten, der sidste år flyttede til større lokaler på den anden side af Vestergade, absolut et besøg værd. Bag stedet står Tam Phan og Son Trinh, der er uddannede fra en californisk sushiskole, og på menukortet finder du alt, hvad det japanske sushikøkken indebærer. En menu til to personer med 12 nigiri, 16 uramaki og 8 kaburi maki koster 420 kroner, så stedet er ikke blandt byens billigste. Til gengæld er sushien imponerende anrettet og særdeles velsmagende, og de gode råvarer kommer virkeligt til deres ret i det velkørende japanske køkken på Vestergade. Eksempelvis finder du på Sota aldrig imiteret krabbekød, men i stedet snow crab i din California Roll. God stil!

Jordnær madbodega med gode øl
Vesterlauget, Vestergade 50, 8000 Aarhus C

Naboen til Sota Sushi Bar er den uformelle madbodega Vesterlauget, hvor menuen står på alt andet end fine fornemmelser og snobberi. De rustikt indrettede lokaler giver plads til alle lige fra studerende til pensionister, og stedet er ikke overraskende fyldt de fleste aftener. Madbodegaen kører med en dagens ret, der varierer over alt fra confit de canard til safranbygotto med braiserede nyretapper, og prisen på 85 kroner er absolut overkommelig. Nu er det jo en bodega, så derfor finder du også mere end 15 slags øl på kortet, ligesom du kan få en håndfuld forskellige sjusser, som det hedder på stedet. Vesterlauget har mulighed for at spise både i baren eller i baglokalet, men her om sommeren anbefaler vi, at du sætter dig udenfor i solen ved langbordet, nyder stemningen i gaden og måske får nye bekendtskaber?

Uformel vinbodega ned til åen
Pica Pica, Vester Allé 15, 8000 Aarhus C

I Spanien betyder Pica Pica angiveligt ”lidt at nippe til”, og hvem elsker ikke små, lækre hapsere med et godt glas vin eller en kold øl? Det kan du få på den spanskinspirerede vinbodega Pica Pica, som ligger godt gemt bag spillestedet Voxhall ud mod Thorvaldsensgade. Stedet ejes af folkene bag Godsbanens restaurant Spiselauget og den nystartede vinbar MasVino i Klostergade, og på menukortet er en stribe spanske vine, spanske øl og naturligvis små tapashapsere med inspiration fra det spanske køkken. Du kan indtage det indenfor ved baren eller på de udendørs pallemøbler ned mod åen, og stedet er perfekt, hvis du skal nyde et glas vin over et let aftenmåltid eller varme op til en god bytur med vennerne. Et plus er i øvrigt, at Pica Pica ofte har livemusik i form af velspillet jazz, der er med til at skabe en supergod stemning.

Overdådig sushi med onsdagsrabat
Karma Sushi, Vestergade 48, 8000 Aarhus C

Restaurantkæden Karma Sushi er efterhånden noget af et sushi-imperium med filialer i Aarhus, Frederikshavn, Aalborg, København. I Aarhus har folkene, der også står bag den mexikanske takeaway Vaca i Latinerkvarteret, senest åbnet en stor restaurant på Frederiksgade. I Vestergade har der imidlertid været en mindre Karma Sushi i nogle år, og her kan du få et bredt udvalg af snacks, forretter, sashimi, maki, nigiri og diverse menuer. Vi anbefaler at gå all in med menuen Signaturen, der er perfekt til 2-4 personer og koster 868 kroner. Menuen byder på lidt af hvert fra kortet og er oplagt, hvis I vil prøve det japanske køkken af. Hvis det er for dyrt for jer, kan I nappe Karma Sushis onsdagsmenu med 24 stykker sushi for 250 kroner eller kigge forbi om mandagen til en Lazy Tuna Monday-menu med 16 stykker sushi for 148 kroner.

Intime tapas på Nørre Allé
Morena Mia, Nørre Allé 98, 8000 Aarhus C

Byens kendte tapasrestauranter CanBlau på Klostertorv og Forlæns & Baglæns på Jægergårdsgade har fået kamp til stregen, efter at den spanske restaurant Morena Mia i starten af året slog dørene op på Nørre Allé med to spaniere ved roret. Ejerne Hector Segura og Vicente Guerrero har tidligere drevet restaurant sammen i Spanien, og her i Aarhus tryller parret med råvarerne i det åbne køkken ud mod den trafikerede Nørre Allé. Både velsmagen og innovationen er i top i den intime restaurant, som har blot 12 siddepladser i de nyrenoverede lokaler. Morena Mia kører både en menu med traditionelle spanske retter og en menu med inspiration fra hele verden, og sidstnævnte byder lige nu på blandt andet ceviche, lakseravioli, limemarinerede tigerrejer ala Caribien og japanskinspireret oksehaleburger. Mums, ikke?

Traditionel italiensk med eget pizzaria
AmoRoma, Vestergade 60, 8000 Aarhus C

Antallet af gode, italienske restauranter i det aarhusianske er ikke just enormt. Heldigvis fik vi sidste år den fortrinlige Restaurant Gäst på Banegårdspladsen, og for nylig har endnu en italiener meldt sin ankomst i form af AmoRoma i Vestergade. Lokalerne husede tidligere Restaurant Stedet, og på menuen er en stribe traditionelle, italienske retter, der ifølge folkene i køkkenet er lavet af både gode og friske råvarer. Stedet er en kombineret restaurant og pizzaria, hvor hver del har sin egen indgang, og bagmændene kommer blandt andet andet fra den fabelagtige, italienske delikatessebutik Il Mercantino i Latinerkvarteret. AmoRoma har åbent både til frokost og om aftenen, ligesom du kan få diverse retter og ikke mindst pizzaer ud af huset. Vi var forbi og spise lige efter åbningen, og det første besøg tegnede ganske godt både på pizza- og pastafronten. Skal du også prøve byens nye italiener?




Foto: Den Lille Kro

5 forældrevenlige restauranter i Aarhus

GUIDE Mor og far er i byen og vil ud at spise, men hvor skal I gå hen? Vi har fundet 5 restauranter, der passer til de fleste typer forældre.

Mor og far har meldt deres ankomst til byen, og det skal markeres med et restaurantbesøg. Men hvor finder du lige en restaurant, som dine forældre synes om. En restaurant der har den dér særlige forældre-appel, på samme måde som andre restauranter er særligt børnevenlige? Vi har fundet 5 forældrevenlige restauranter, der kan danne rammerne om en hyggelig aften med de gamle, uanset om de er traditionelle, moderne eller nysgerrige forældretyper.

Gammel dansk gør godt
Den Lille Kro, Nørre Allé 55, 8000 Aarhus C

På hjørnet af Nørre Allé og Grønnegade ligger det charmerende spisested Den Lille Kro, der efter eget udsagn laver mad, ”som vor mor troede hun lavede den”. Hvis dine forældre holder af traditionelle danske retter, fornuftige priser og kompetent service, er Den Lille Kro et godt valg. Restauranten har blot tre år på bagen, men har allerede slået sig fast som et af byens bedste udbydere af nationalretten stegt flæsk med persillesovs. Dette alene må være nok til at lokke far til et besøg på stedet. Menukortet byder selvfølgelig også på mange andre af klassikerne. Hvad med stjerneskud, en gang tarteletter eller en Aarhus-schnitzel? Retterne nydes naturligvis bedst med en kold fadøl eller en af kortets mange specialøl for at understrege de afslappede rammer.

Nordisk køkken med Kähler-vaser
Kählers Spisesalon, M.P Bruuns gade 33, 8000 Aarhus C

Hvis Den Lille Kro er en far-restaurant, er Kählers Spisesalon en rigtig mor-restaurant. Og muligvis din fars værste mareridt, hvis din mor har en forkærlighed for Kählers designunivers. Restauranten byder nemlig ikke alene på fortrinlige retter, maden serveres også på stel fra Kähler, ligesom lokalerne er prydet med Kählerkoncernens designs. Ikke desto mindre er stedet ret forældrevenligt, fordi maden balancerer mellem det kendte og det moderne, ligesom servicen er upåklagelig. Kählers Spisesalon er oplagt, hvis familien skal have en moderne smagsoplevelse med inspiration fra det nordiske køkken, som mor og far sikkert har hørt om. I kan vælge mellem 3 eller 4 retter, og prisen er også overkommelig med 279 kroner 3 retter, 325 kroner for 4 retter og en tilhørende vinmenu for 195/250 kroner.

Gastronomisk hygge på Vesterbro Torv
Restaurant Møf, Nørre Allé 55, 8000 Aarhus C

Den hyggelige Restaurant Møf på Vesterbro Torv vil helt sikkert falde i god jord hos dine forældre. Den lille restaurant har et urbant New Yorker-udtryk både i indretning og menu, men stemningen er uformel, og servicen nede på jorden. Køkkenet er med parret Kristine Wacher Rødbro og Michell Nielsen i front knivskarpt, og menukortet varierer efter sæson. Lige nu står den for eksempel på blandt andet saltede kammuslinger med røget mayonnaise, stegt hvilling med dampet kål, tatar med svampe og en 300 grams okse-ribeye. Prisen er ikke urimelig med 295 kroner for tre retter, hvis du lader køkkenet vælge for dig. Hvis din far ikke vil flashe sin vinviden ved at vælge vinen ud fra det lille vinkort, kan tjenerne på kompetent vis sammensætte den rigtige vin til jeres mad.

Konceptuel oplevelse på Europaplads
Früd No. 16, Europaplads 16, 8000 Aarhus C

Den nyåbnede konceptrestaurant Früd no. 16 ved Aarhus Havn er oplagt, hvis der er en særlig anledning til, at mor og far er i byen. På restauranten får I velkomstdrink, snacks, fire retter, fire glas vin og kaffe med sødt til en fast pris på 595 kroner pr. næse. Der er fast mødetid kl. 18.30, og menuen skifter løbende og sammensættes med inspiration fra byer, verdensdele eller hvad der nu falder kokkene ind. Med andre ord er det nok en fordel, hvis dine forældre er nysgerrige på mad og ikke er bange for utraditionelle smagssammensætninger eller råvarer, der slår knuder på tungen, når de udtales. Hvis I går spiser tirsdag til torsdag, kan far spare en hundredemand per person på regningen – her er prisen nemlig kun 494 kroner. Restauranten er i øvrigt en fusion af den tidligere Sechzehn på samme adresse og Sans Med Früd i Mejlgade.

Lokale lækkerier i Mejlgade
Restaurant Pihlkjær, Mejlgade 28, Baghuset, 8000 Aarhus C

Skal mor og far have en teatertur efter aftensmaden, nu de er i storbyen? Så er den lille Restaurant Pihlkjær i Mejlgade perfekt. Her er nemlig en særlig teatermenu med tre retter fra kl. 17.30, som gør det muligt at nå forestillingen kl. 20. Restauranten er dog også en tur værd, hvis I bare skal ud og have familiehygge med lækkert mad. Stedet er især kendt for sine fiskeretter og vegetarretter, men køkkenet kører også en fast kødret, hvis far ikke kan lokkes til fisk. Maden er enkel og smagfuld, og servicen med ejer Henrik Pihlkjær i spidsen er nærværende. Pihlkjær har et åbent køkken, hvilket skaber en hyggelig atmosfære, og derudover er grøntsagerne er hjemmedyrkede, fiskene friskfangede og råvarerne er økologiske. Der er ikke et øje tørt hos de gamle, vel?




Foto: Restaurant Köd

5 nye restauranter du skal tjekke ud

GUIDE Aarhusianske gourmander har kronede dage for tiden. Krisen er trådt i baggrunden, og den ene nye restaurant efter den anden popper op i den østjyske hovedstad. I modsætning til på den københavnske restaurantscene er det ikke indmad, biodynamik og sydamerikansk cuisine, der trender lige nu i Aarhus. Her er vi stadig fans af den uformelle bistro- og brasserie-stil med fokus på kød, få retter at vælge imellem, dugløse borde af antikt tilsnit og tre retter for under en plovmand. Eventuelt med et nordisk tvist, forstås. Vi har scannet efterårets mange newcomers og bringer her vores bud på de mest interessante:

Veganerstorm gav kanonstart
Restaurant Köd, Skolegade 21, 8000 Aarhus C
Åbnet 15. august 2014

Den mest hypede af de nyeste restauranter i byen er uden tvivl Restaurant Köd i Skolegade, der allerede før åbningen blev udsat for en viral storm af kritiske røster fra byens veganerkredse over den store fokus på kød. Upåagtet at eksempelvis MASH på Banegårdspladsen har kørt med præcist samme koncept i årevis. Ikke overraskende førte veganerstormen til masser af bookinger, og hvad enten det var held i uheld eller udtryk for en tilsigtet ”Simon Spies”-strategi, skal det hippe steakhouse naturligvis prøves. JP’s anmelder var ganske vist lunken, men mon ikke de værste begynderfejl er luget væk efter en måned?

Mejeriet rykker ind til byen
Restaurant Gastróme, Rosensgade 28, 8000 Aarhus C
Åbnet 29. august 2014

Det Gamle Mejeri ved Vilhelmsborg syd for Aarhus har i mange år været en fortrinlig restaurant, hvis man ville investere i en taxatur halvvejs til Odder. Nu har restaurantens to kokke Søren Jakobsen og William Jørgensen udvidet med aflæggeren Gastróme i Rosensgade, der ifølge hjemmesiden får et såkaldt ”gourmetpræget landkøkken med en smag af byens brosten”. Vi er ikke sikre på, hvad formuleringen dækker over, men at dømme efter menukortet kører kokkeparret en tunet fransk brasserie-stil, som vi også ser det på Klassisk 65, Restaurant Ferdinand og Restaurant ET. Med 388 kroner for tre retter bliver du absolut heller ikke flået for et besøg. Gotta try it!

Lokale råvarer fra Michael og vennerne
Restaurant Hærværk, Frederiks Allé 105, 8000 Aarhus C
Åbnet 1. august 2014

Med tidligere ansættelser på Wassim Hallals gourmettempler Frederikshøj og Molskroen er forventningerne store, når restaurantchef Michael Christensen åbner dørene til sin nye restaurant på Frederiks Allé. I takt med tidens trend storytelles der til den store guldmedalje om brugen af sæsonens råvarer fra et ”lokalt landbrug i Solbjerg” og ”kød fra fritgående dyr fra Slagter Kruse på Mols”, men vi køber den. For det lyder virkeligt sympatisk og særdeles appetitligt, det Michael og hans venner har startet op. Og så skader en fremragende anmeldelse i Jyllands-Posten selvsagt heller ikke.

Noget lækkert over for hypnotisøren
Restaurant Møf, Vesterport 10, 8000 Aarhus C
Åbnet 11. september 2014

Vesterbro Torv er ikke den mest attraktive adresse for en restaurant med sin tætte trafik og et iøjnefaldende tidligere toilethus, der i dag huser en hypnotisør. Men ikke desto mindre satser kokke- og kæresteparret Kristine Wacher Rødbro og Michell Nielsen stort med etablering af en restaurant med det kryptiske navn Møf i lokalerne, hvor spisestedetf en restaurant med det kryptiske navn Møf i lokalerne, hvor spisestedet Kejserriget tidligere lå. Forklaringen på navn fortaber sig lidt i det uvisse, men angiveligt skulle det være, at Møf for de to kokke står som noget lækkert (?). Det ændrer dog ikke ved, at kæresteparret kan sætte hak ved ansættelser på Restaurant Substans, Restaurant Pondus, Brasserie Ferdinand og MASH på deres fyldige CV’er, så alene af den grund er et besøg på Møf et must.

Gastro Pub for hipstere
Restaurant Spiselauget, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C
Åbnet 1. august

Kulturcentret Godsbanen har med sine ubehandlede cementvægge og overflod af hipstertyper et urbant feel, hvor en street restaurant med kunstnervenlige priser passer perfekt ind. Kvaliteten af maden og betjeningen har dog mildest talt været svingende, og tidligere på året gik den hidtidige forpagter Johan von Bülow konkurs med et brag. Nu har man hevet duoen Mads Poulsen og Christian Castenskiold ind, og det kan godt blive spændende. De to har arbejdet på Cafe Englen, Cafe Drudenfuss og Råbar, hvor de har vist, at de kan drive forretning og trække folk til. Selv taler de om at skabe en Gastro Pub, og det lyder slet ikke dumt, klientellet taget i betragtning. Vi krydser fingre!