Brita Che

Smag på Afrika: Café i Skolegade lokker med vestafrikansk mad

BART på Skolegade 23 inviterer til vestafrikanske aftener hver torsdag i oktober.

Er du vild med eksotisk mad, som på samme tid er sundt og nærende? Så afholder BART på Skolegade 23 flere arrangementer lige i din ånd. Hver torsdag i oktober, det vil sige den 4., 11., 18., og 25. fra klokken 18 får BART besøg af Brita Che, som vil forene smag, ernæring og kultur i én smagsoplevelse.

Hun kommer til at kokkerere vest-afrikanske retter som madbanan-fritter med fisk eller andet kød, fufu med grøntsager, pandekager og jellof ris med kylling.

Al maden er glutenfri og uden mejeriprodukter, grøntsagerne er sæsonbetinget og alt kød og fisk er økologisk eller vildt-fanget. Alle retterne er lavet fra bunden, og prisen for retterne varierer og ligger mellem 50 og 80 kroner.

Alle retter kan serveres vegansk, og du kan læse mere om begivenheden her.