Foto: Pixabay.

Øl i lange baner: Ny ølfestival rammer Aarhus

Fredag den 1. november er der premiere på en ny ølfestival, når Rowdy Hops løber af stablen i Ridehuset med spændende danske og udenlandske bryggerier.

En ny festival dedikeret til øllet kommer til byen, når ølfestivalen Rowdy Hops for første gang byder indenfor i Ridehuset til en dag med god øl fra spændende bryggerier.

På festivalen kommer du til at smage øl primært fra fad fra nogle af de bedste bryggerier fra ind- og udland. Blandt andet deltager velkendte Mikkeller, mens du også kan prøve øl fra spændende og mindre kendte udenlandske bryggerier som ungarske Mad Scientist og engelske Northern Monk.

Rowdy Hops er opdelt i to sessioner, hvor den tidlige foregår fra klokken 13 til 16, mens den senere session er fra klokken 17 til 20. Prisen for den tidlige session er 75 kroner, mens den sene koster 95 kroner. Der kan dog også købes en kombi-billet til begge sessioner til 150 kroner.

En billet giver adgang til festivalen i det valgte tidsrum, et smageglas og en smageliste, der giver overblik over alle bryggerierne og deres medbragte øl. Smagsprøverne er dog ikke inkluderet i billetprisen.

Lyder den nye ølfestival som noget for dig? Så kan du læse mere om den her.