6 gode spisesteder på Jægergårdsgade

6 gode spisesteder på Jægergårdsgade

af -
Foto: St. Pauls Apothek

Er du sulten? Her er 6 gode spisesteder på den nyåbnede Jægergårdsgade.

Efter at have været lukket i 10 måneder er gourmetgaden Jægergårdsgade igen åben for trafik. Så hvorfor ikke bruge anledningen til at spise dig gennem gaden fra ende til anden? Vi anbefaler at stoppe disse seks steder.

Lokale lækkerier
Sårt, Jægergårdsgade 6, 8000 Aarhus C

En gastronomisk Tour De Jægergårdsgade kan passende starte på den kombinerede deli og restaurant Sårt, der er opkaldt efter den aarhusianske måde at udtale sort på. Bag stedet står folk fra den lukkede delikatesseforretning Delien på den anden side af gaden, den anmelderroste Restaurant Hærværk på Frederiks Allé og den økologiske gård Troldgården syd for Aarhus. Tilsammen tryller de med lokale råvarer fra sæsonen og laver alt fra lækre pølser til rustik pasta fra bunden. Derudover importerer de spændende delikatesser fra blandt andet Italien. På menuen i de cool lokaler er charcuteri, ost, grønsagsretter, pastaretter og pølse, der koster fra 100 til 150 kroner per ret. De uformelle rammer er perfekte til delemad, og vi foreslår at købe lidt af hvert til deling ved bordet. Vil I hele menukortet rundt, kan I også bestille den store anretning under navnet “Blandet landhandel” til 350 kroner per næse.

Ambitiøse pizzaer
Pizza Propria, Jægergårdsgade 7, 8000 Aarhus C

Det nyeste spisested på Jægergårdsgade er pizzajointen Pizza Propria, der åbnede før jul. Ambitionerne på stedet er tårnhøje, og i et interview op til åbningen udtalte medejer Jakob Kristian Sørensen, at målet er at blive bedst ikke bare i Aarhus, men at nå i den europæiske top inden for pizzabagning. Sidstnævnte er nok ikke nået endnu, men de italiensk-inspirerede pizzaer på det lille sted er indiskutabelt blandt de bedste i Aarhus. Stedets murede pizzaovn er importeret fra Firenze, og ovnens høje temperatur på 500 grader giver ifølge stifterne pizzaerne en særlig sprødhed og snert af røg. På menuen er elleve pizzaer fra 90 til 115 kroner, og du kan både tage dem med hjem eller spise dem i det lille lokale med 12 siddepladser. Bag pizzajointen står blandt andet Simon Schillums Mogensen, der også er med i ejerkredsen bag den nye gourmetrestaurant Sonnesgade 11. Eneste ulempe: Der kan til tider være lange ventetider.

Klassiske tapas
Forlæns & Baglæns, Jægergårdsgade 23, 8000 Aarhus C

Tapasbaren Forlæns & Baglæns er en aarhusiansk klassiker, der i mange år har serveret spanskinspirerede tapasretter til SU-venlige priser i de uformelle lokaler midt på Jægergårdsgade. Restauranten har på det seneste fået kamp til stregen på tapasfronten fra blandt andet Morena Mia på Nørre Allé og MasVino i Klostergade, men maden og stemningen holder stadig på det lille sted. En ret koster fra 55 til 152 kroner, og vi anbefaler at købe 2-3 retter per person og dele, så I kommer rundt i menukortet. Vi foreslår som minimum at prøve tapasklassikere som blæksprutte med urtedip, stegte kartofler med aioli, røget tun og manchego-ost med akaciehonning. Går I all in, kan I få menu med en before dinner-cocktail, to tapas, to glas vin og en after dinner-cocktail til en favorabel pris på 425 kroner. Prøv at få et bord ud mod Jægergårdsgade, så I kan følge den livlige trafik uden for vinduerne.

Fransk comfort food
Juliette, Jægergårdsgade 54, 8000 Aarhus C

Ejeren Juliette Itchner har lagt navn til det hyggelige spisested Juliette, der er særdeles populær blandt Frederiksbjergs beboere. Hun har halvt fransk-tahitiske rødder, så det overrasker nok ikke, at mange af ordene på menukortet er franske. Det selvbetitlede brasserie serverer efter eget udsagn fransk comfort food blandet med internationale og etniske inspirationer, og stemningen er afslappet i de hjemligt indrettede lokaler midt på Jægergårdsgade. Menuen lyder på klassikere som croque monsieur, confit de canard, steak frites og crème brulée samt den såkaldte tavlemenu, der med rørende 200 kroner for to retter og 275 kroner er til at overkomme sidst på måneden. Stedets brunch til 145 kroner er også værd at prøve, og den eksotiske Teriyaki-burger med oksekød fra nordjyske Kildegaarden, Manchego-ost, svampe, syltede rødløg og sprød serrano er ligeledes fortrinlig, selvom den ikke just er fransk. Bon appetit!

Ingen stress i nr. 65
Klassisk 65, Jægergårdsgade 65, 8000 Aarhus C

For nogle år siden husede adressen Jægergårdsgade 65 værtshuset Bodega 65 med det navnkundige slogan ”Undgå stress – tag på Bodega 65”. I dag er Top-øllene erstattet af mad og vin af fransk tilsnit, efter at bistroen Klassisk 65 med ejer Søren Andreasen ved roret har indtaget lokalerne. Han lægger vægt på en god stemning, vellavet mad og personlig service, og der er stadig ingen stress. I hvert fald vandt Klassisk 65 sidste år prisen for årets danske feel good-oplevelse i spiseguiden White Guide. Den populære restaurant tiltrækker alle lige fra studerende til kendisser fra Aarhus Teater, og vi anbefaler at prøve sneglene med hvidløg og persille og terrinen af foie gras. Der er heller ingen vej udenom tataren af modnet okseinderlår med fritter eller den berømte peberbøf, der på dramatisk vis flamberes inde ved bordet. Hvis du er mere til fisk, har bistroen en søsterrestaurant i form af Klassisk Fisk på Nørregade.

Cocktails til maden
St. Pauls Apothek, Jægergårdsgade 76, 8000 Aarhus C

Kan man drikke cocktails til maden? Yes, i hvert fald på den cool cocktailrestaurant St. Pauls Apothek, der holder til i den renoverede apotekerbygning på Jægergårdsgade. Køkkenchef Krestian Nilson med en fortid på restauranten De To Have i Skagen styrer gryderne i køkkenet og sikrer velsmag på tallerkenerne, mens bartenderne med ejer Hasse Bank Johansen i spidsen jonglerer med flaskerne bag baren. Passionen for spiritus er stor på stedet, og kendskabet til cocktails og historierne om de forskellige typer drinks kan gøre enhver til spiritusentusiast. Skal du være sikker på at få det hele med, anbefaler vi menuen Apothekeren med en champagnecocktail og tre retter med tilhørende cocktails for 645 kroner. Hasse Bank Johansen er i øvrigt ikke hvem som helst inden for cocktailfaget. Han har skrevet en bog om cocktails og har vundet eller været finalist i cocktailmesterskaber i Stockholm, Berlin, London, Singapore og Paris.

Mikkel T. Krogh
Mangeårigt madøre og wannabe-kok. Bruger alt for meget tid på at researche restauranter før selv den mindste rejse. Journalist og cand.mag.