Redaktionens hotspots – Karen

Redaktionens hotspots – Karen

af -
Foto: Karen Westberg

Kort om mig
Mit navn er Karen Westberg. Jeg er 46 år gammel og har været en del af Smag Aarhus-redaktionen næsten helt fra begyndelsen. Aarhus har siden da udviklet sig enormt på madscenen, lige fra hyggelige cafeér til de første Michelin-stjerner. Mine smagsløg glæder sig til at opleve hvordan udviklingen fortsætter i Aarhus. Kærligheden til god mad og fede oplevelser har jeg haft længe, og blogger også om dette, når tiden tillader det.

Yndlingsspise?
Jeg har mange livretter, så det er faktisk lidt svært. Men en god gang ceviche, fisk marineret i citrus, er nok den mest velsmagende. Jeg har desværre ikke fundet et sted i Aarhus, hvor denne lidt specielle ret er på menukortet. Ellers så kan jeg fælde en tåre over en autentisk taco med hjemmelavede marinerede rødløg og skallen lavet på masa harina majsmel.

Favorit takeaway?
Italienske Il Mercatino i Mejlgade er helt klart nummer et på min liste. Her hentes de bedste pizzaer i byen, de skønneste sandwich til frokost, men favoritten er faktisk deres deli-afdeling. Der er virkelig gode klassiske oste og specielt deres bøffelmozeralla er top lækker! Derudover er der skinker, spicy salami, grillede peberfrugter, pestoer og meget mere. Det er næste umuligt ikke at falde i med begge ben, når alt ser så indbydende ud. Italiensk når det er bedst.

Bedste kaffebar?
La Cabra i Graven, i latinerkvarteret, er helt klart min favorit. Autentiske lokaler danner en helt speciel ramme, hvor kunsten at lave kaffe dufter lagt ud over murerne. Jeg smutter gerne forbi til en kop formiddagskaffe med en friskbagt bolle til. Og kagerne, de er bare så lækre.
Alle kaffe entusiaster bør slå et smut forbi.

Hvorhen med vennerne?
Aarhus Central Food Market, helt klart. Det nyåbnede madmarked på Skt. Knuds Torv er en skøn oplevelse med en kombination af lækker mad, gode råvarer og en hyggelig stemning. Med vennerne vil jeg dele både thailandske, spanske og italienske lækkerier. Så er jeg sikker på, at der vil være noget for alle. I baren er der også et stort udvalg af øl, vin og G&T’s, som desserten højst sandsynligt vil bestå af.

Byens bedste brunch?
Ja, når det gælder byens bedste brunch, er jeg også med på Kronch-vognen. Sjette Frederiks Kros Kronch har det hele og ligger heldigvis tæt på mit hjem på Trøjbjorg. En sommerdag til Kronch med udsigten over Aarhusbugten, den Permanente og Riis Skoven fylder sjælen med ro og maven med skøn mad, den er svær at stikke. Favoritterne er brødet fra ejernes eget bageri Mor Anna, og deres ingefærshots som er super lækre og stærke.

Fyraftensvin – hvorhen?
Nu er jeg mere til vin end øl, så min favorit en fredag eftermiddag er helt klart S’vinbar på hjørnet af Gl. Munkegade og Klostergade. Stemningen er meget uformel og hyggelig. Med et stort vinkort er der altid en vin der ikke er smagt, og her er altid tid til en god snak med sommelieren. Der er plads til alle, og det giver en afslappet stemning. Perfekt slutning på en hård arbejdsdag.

Bedste tømmermandmad?
Burger! Grillen Burgerbar vil være et af de steder, jeg vil komme for at få slukket burgertørsten dagen derpå. Her er uformelt, dunkel belysning, lækre burgere og sprøde fritter. Priserne er venlige og til at overkomme også selvom aftenen før måske har været lidt til den dyre side. Tip – bestil altid ekstra estragonmayo.

Mest oversete sted i Aarhus?
Det mest oversete sted er Restaurant Ricks på Frederiks Allé. Indretningen er i marrokansk stil og lidt af en oase. Her er superhyggeligt og formentlig et af de eneste steder i byen, hvor der serveres en ægte marrokansk tagine. Restauranten har ligget der en del år efterhånden, og jeg er kommet der jævnligt igennem de sidste 5 år.

Største savn på madfronten?
Jeg savner virkelig meget en super restaurant med indisk mad. Aarhus mangler et sted hvor der serveres autentisk indisk mad så som naanbrød, butter chicken, daal, lime pickels og raita. Alle storbyer har indiske restauranter, bare ikke Aarhus, suk! Stedet må gerne være super hyggeligt, afslappet, dufte af ristede krydderier og servere stærk mad.

Bedste gastro-oplevelse i Aarhus?
Michelin-restauranten Frederikshøj. Det må siges at være en kæmpe oplevelse. Maden, vinen og betjeningen var topklasse og de tolv serveringer sad lige i skabet. Vi fik alt lige fra cremet kaviar til en omgang kage i opvaskebalje. Den bliver svær at slå for nogen andre restauranter i Aarhus – endnu!

Karen Westberg
Mangeårig foodie og vild med (næsten!) alt mad. Går gerne mange kilometer, når de bedste råvarer skal indkøbes. Brænder for at spise og handle lokalt. Drømmer om at få Torvehallerne og flere foodtrucks til Aarhus. Speditør og madblogger på www.karen-westberg.blogspot.dk