Foto: Pexels.

Bål og frugtvin: Populære restauranter rykker på landet

Gourmetrestauranterne Domestic og Hærværk åbner en pop up-restaurant i et frugtvineri ved Randers i sommerferien.

De to aarhusianske gourmetrestauranter Domestic og Hærværk har for vane at rykke ud af byen i sommerferien og drive sommerrestaurant i Odder, men i år kommer den landlige pop up-restaurant til at ligge i frugtvineriet Cold Hand Winery i Hammershøj ved Randers. Det skriver Århus Stiftstidende.

Fra torsdag 11. juli til og med den 3. august skifter de to populære restauranter bylivet ud med landlig idyl på vineriet med langborde, bål og grill, og restauranten kommer til at have åbent torsdag, fredag og lørdag.

Frugtvin og nordisk gastronomi
Vineriets ejer og stifter, Jens Skovgaard Pedersen, er glad for samarbejdet med de to populære restauranter, som kan gøre aarhusianerne opmærksomme på frugtvinens kvaliteter:

“Vi gør det især for at få formidlet frugtvin og få vinene kædet sammen med god, nordisk gastronomi,” siger Jens Skovgaard Pedersen til Århus Stiftstidende.

Også hos Domestic glæder de sig til sommerens samarbejde:

“Det er en årligt tilbagevendende tradition for os at pakke køkkengrej og tjenerudstyr og flytte ud af byen og ud i nogle mere landlige og idylliske omgivelser. Og her er et ægte dansk vineri da helt oplagt. Det bliver ikke “Michelin-fint” med tjenere i stift tøj. Det bliver mere casual og autentisk med fokus på gode lokale råvarer,” siger medejer og tjener på Michelin-restauranten, Christian Neve.

Lyder sommerens pop up-restaurant som noget for dig, kan du læse meget mere om restauranten her.