Ny spansk butik i Vestergade

Ny spansk butik i Vestergade

af -

BUTIK Olivenolie, patéer, salte, eddiker, honning, smøreoste og marmelader importeret direkte fra Spanien. Det er nogle af lækkerierne i den nystartede spanske delikatessebutik La Chinata i Vestergade, og den kunne godt blive et interessant bekendtskab. Tidligere har vi som bekendt især haft italienske specialbutikker i Aarhus, ikke mindst Il Mercatino i Mejlgade og Italianissimo i Gl. Munkegade, men nu får italienerne altså kamp til stregen.

Bag delikatessebutikken står Kasper Thomsen, der bor i Spanien og driver importfirmaet Taste of Spain sammen med en spansk partner. De to ejere har hyret danskeren Marie Hansen til at styre butikken i Aarhus, der også får et udvalg af spansk kosmetik produceret af olivenolie (!).

“Vi danskere har i mange år haft Spanien som vores foretrukne rejsemål, og det vi forbinder Spanien med er sol, sommer og mad. Med La Chinata bringer vi noget af den spanske stemning med hjem til Aarhus, hvor vi nu får en butik med spanske tapas, spansk stemning og kosmetik baseret på olivenolie fra verdens største olivenproducent Spanien,” siger Kasper Thomsen i en pressemeddelelse.

Alle produkterne kommer fra den spanske region Extremadura, der følge butikkens website er specielt kendt for sine iberiske skinker, jomfruolivenolier, fåremælkssmøreoste og røget paprika. Derudover er regionen angiveligt udnævnt som ”Europas Californien” for vine af ønologen Joan Milá. Så ved vi det…

NB: Hvis du vil være med til at sælge Spanien i Aarhus, så søger La Chinata lige nu en deltidsmedarbejder til 6-12 timer om ugen.

SPECS
La Chinata
Vestergade 5
8000 Aarhus C
Åbner 1. november

Mikkel T. Krogh
Stifter og direktør af SMAG Medier. Mangeårigt madøre og wannabe-kok. Bruger alt for meget tid på at researche restauranter før selv den mindste rejse. Glad for at streetfood-bølgen endelig har ramt Aarhus. Journalist og cand.mag.