Slap Af byder foråret velkommen med ny menu

Slap Af byder foråret velkommen med ny menu

af -
Foto: DiningSix.

Restauranten har fået en ny toretters menu med nakkefilet og laks.

Solen skinner, og foråret er over os, og i den anledning har Restaurant Slap Af i Studsgade 8 præsenteret en ny version af spisestedets menu med navnet ”2 retter & 2 glas vin” til 265 kroner.

”Vi vil gerne have, at vores gæster oplever, at kvaliteten på vores mad er langt højere, end den pris de betaler,” siger restaurantchef Simon Frandsen.

Menuen bliver ledsaget af to glas vin: Den ene er en chardonnay fra Australien til forretten, og til hovedretten byder Slap Af på en italiensk Montepulciano.

Ramsløg fra Risskov
De to retter består blandt andet på en koldrøget laks med ramsløgsmayo samt en nakkefilet med en sauté af rosenkål og gulerødder.

”Vi udskifter menuen efter årstiderne, og nu er foråret jo ved at komme. Maden skal indramme Aarhus’ natur, og ramsløgene har vi for eksempel selv været oppe at plukke i Risskov, hvor de skyder frem,” siger Simon Frandsen.

Menuen kører frem til den 1. maj, hvor den skifter igen. Konceptet tilpasser sig efter årstiderne, og menuen ændrer sig hver tredje til fjerde uge. Du kan se hele menuen her, hvor du også kan bestille bord.

Philip Selmann
Skribent. Har en ph.d. i at spise lasagne og er generelt glad for det italienske køkken. Oliven er mit kryptonit. Studerer kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.