Så er det nu: Madklubben åbner ny restaurant ved Åen

Så er det nu: Madklubben åbner ny restaurant ved Åen

af -
Bistro Royal

Madklubben åbner en ny restaurant tirsdag den 6. november på Åboulevarden 32.

Er du vild med Madklubben? Så bliver du glad nu! Madklubben åbner nemlig en ny restaurant på Åboulevarden 32 i Castenskiolds gamle lokaler tirsdag den 6. november. Navnet bliver Madklubben Grill, og maden bliver inspireret af Madklubben Steak og Bistro Royal i København – uden at være en tro kopi. Når restauranten åbner, kan du købe alt fra rejecocktails og andebryst til cheeseburger og hummer samt mange grønne sideretter.

”Vi har været så glade for den modtagelse, vi har fået i Aarhus af både gæster og personale. Den nye restaurant bliver ikke en Madklubben Aarhus 2.0. men noget helt anderledes,” fortæller Monica Liv Neerdal, PR assistent og Community Manager i Madklubben og fortsætter:

“Det kommer til at koste omkring 300 kroner for tre retter til aften, og menukortet bliver mere a la carte end det, du kender fra Madklubben Steak i København.”

Råt og moderne
Den nye restaurant kommer også til at holde åbent til frokost med en café, som tilbyder klassiske bistroretter og smørrebrød. Der er dog flere ideer på tegnebrættet.

”Vi drømmer om på længere sigt at åbne til morgenmad, så vi bliver en heldagsrestaurant. Der skal være en a la carte menu med forskellige morgenretter,” siger Monica Liv Neerdal.

Indretningen bliver rå og moderne med inspiration fra New York og Paris, men med klassiske danske designermøbler. Du kan gennem Dinnerbooking allerede booke bord nu, og restauranten får plads til 120 gæster indendørs og 100 gæster udendørs. Du kan holde dig opdateret her.

Johanne Westh Sloth
Skribent. Jeg er vild med pasta i alle former, nyder sol-lune jordbær, og en iskaffe slubres så hurtigt, at jeg får brain freeze. Studerer kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.