Foto: Yummy Time.

Natklub lokker med gourmetburgere til nattesulten

Fra torsdag den 21. september klokken 19 kan du købe dig en gourmetburger fra foodtrucken Yummy Time hos natklubben HeadQuarters. 

Er du træt af at spise fedtede fritter og svedende pizzaslizes, når sulten trænger sig på i de sene nattetimer? Så tilbyder natklubben HeadQuarters på Valdemarsgade 1 en løsning.

Fra torsdag den 21. september kan du nemlig købe dig en gourmetburger eller lækre pommes frites fra foodtrucken Yummy Time.

Her kan du få burgere med enten lammekød, kalvekød eller en helt uden kød til vegetarer – og torsdag den 21. september får du endda halv pris på burgeren og en gratis Royal Økologisk øl fra HeadQuarters til at skylle den ned med, hvis du kan fremvise din kvittering for burgerkøbet!

Foodtrucken står klar fra klokken 19 til 03 om torsdagen, mens du kan stille sulten fra klokken 19 til 05 både fredag og lørdag.