Stuen th.

6 alternative steder i Aarhus

Guide: Har du efterhånden besøgt alle de ordinære og gængse steder i Aarhus, og savner du steder med lidt mere kant og atmosfære? Så giver denne guide dig seks bud på alternative steder.

Den ølglade
Cirkuskroen, Skovvejen 23, 8000 Aarhus C

Der er vist ingen tvivl om, at Cirkuskroen er en aarhusiansk institution og et klassisk brunt værtshus. Det er tilmed et af byens ældste værtshuse, og Cirkuskroen kan helt sikkert kategoriseres som et alternativt sted med langt over 500 klovnedukker til at pryde vægge, loft, vinduskarme og hylder. Navnet ”Cirkuskroen” og det tilhørende klovnetema stammer fra den kendte cirkusfamilie Miehe, der efter en lang cirkuskarriere åbnede Cirkuskroen i 1960 og lod fortiden smitte af på stedet. Cirkuskroen er i dag velbesøgt af storrygende stamgæster med spøjse kaldenavne, havnearbejdere og studerende med hang til de mere autentiske beværtninger. Her kan du få en øl til 18 kroner, et glas vin til 32 kroner og et cirkus-sæt, som er en øl og den krydrede bitter MØFFE. Er du vild med at quizze, bør du kigge forbi kroen til den månedlige kroquiz, hvor gæster i højt humør dyster i regulære, men til tider også mere alternative spørgsmål.

Pixabay

Den spillelystne
Aarhus Brætspilscafé, Vestergade 58A og Fredensgade 38, 8000 Aarhus C

Aarhus Brætspilscafé har udviklet sig til at være et yderst velbesøgt sted, siden det åbnede i 2015. Caféen er gennem årene blevet så populær, at ejerne måtte åbne endnu en spillecafé i Fredensgade. Det er i høj grad unge mennesker og studerende, der sidder om de brætspilsdækkede borde og spiller alt fra Risk til backgammon med en kop kaffe eller en øl ved hånden. På de to caféer er det tilladt at medbringe egen mad, men dog ikke drikkevarer og snacks – disse kan købes i baren. Hos Aarhus Brætspilscafé er der stort fokus på det sociale i at spille brætspil, men er dine venner ikke helt så hooked på brætspil, som du er, afholder caféerne flere arrangementer, hvor du kan møde nye og brætspilsinteresserede mennesker. Skulle du gå hen og blive helt vild med brætspilsrush’et, kan du købe et årskort, der gælder til begge caféer, og som giver dig ubegrænset spilleleje i et år for 395 kroner.

Aarhus Brætspilscafé

 

Den arbejdsomme
LYNfabrikken, Vestergade 49, 8000 Aarhus C

Har du brug for at få arbejdet igennem, og vil du sidde i kreative og lækre omgivelser? Så er LYNfabrikken stedet for dig. På LYNfabrikken kan du slænge dig i sofaer, hyggesnakke ved langborde og sætte dig til rette ved lejede kontorpladser og mødelokaler – alt sammen med en varm kop kaffe fra stedets kaffebar i hånden. Kaffebaren, som har åbent fra 9 til 17 mandag til fredag, er indrettet i en cool, industriel stil med hvide klinker, synlige ventilationsrør og lavthængende lamper i 70’er-stil. Her kan du hænge over en kop sort kaffe til 28 kroner, en varm kakao til 45 kroner eller måske en af caféens øl til 36 kroner. Er du sulten, er der naturligvis også råd for det. Kommer du om morgenen, kan du blandt andet sætte tænderne i et brød med ost, marmelade og smør for 39 kroner. Til frokost disker caféen op med blandt andet rugbrød med avocado og pesto samt LYNtapas, der også fås i en deluxe-version, hvis I er to.

LYNfabrikken

 

Den økologiske
Café Gaya, Vestergade 43, 8000 Aarhus C

Har du høje krav til økologien i din mad, eller er du på udkig efter god mad uden gluten? Så har Café Gaya i Vestergade lige dét, du har brug for. Maden i caféen er 100 procent økologisk, vegetarisk og overvejende vegansk. Café Gaya bliver drevet af argentinske Juan Martin de Elizalde, som har forstået at indrette sin café, som var det et hyggeligt stamsted i Buenos Aires eller Madrid. Her er højt til loftet, i bogstavelig og i symbolsk forstand, på væggene pryder abstrakt kunst, og møblementet er et mix af caféborde i træ og med kakler, gamle træstole og marokkanske puder, der indbyder til afslapning. Om dagen kan du blandt andet få frokostbuffet til 139 kroner og forskellige salater for 75 kroner, og om lørdagen er der brunch for 159 kroner helt til klokken 15. Søger du mere alternative oplevelser, er Café Gaya vært for blandt andet en tantra-workshop på Valentinsdag og en kanaliseringsaften med en såkaldt trancekanal.

Christian B./Yellow Studios

 

Den retro
Stuen th., Tordenskjoldsgade 19B, 8200 Aarhus N

Tager du på Stuen th., kommer du direkte tilbage til 70’erne. Alt ved den hyggelige café på Tordenskjoldsgade emmer af det brune årti med brun keramik, tæpper på væggene og jordnære farvenuancer. Caféen bryster sig desuden af, at al service er genbrug og originalt retro fra perioden og enten indsamlet på lokale loppemarkeder eller foræret af familie og stamkunder. Men det er ikke kun i forhold til service og inventar, at Stuen th. tænker i bæredygtighed. Caféen laver for så vidt muligt mad med lokale råvarer med stort fokus på økologi, hvilket har givet Stuen th. det Økologiske Spisemærke i sølv. Er du mere end kaffetørstig, men ikke så vild med 70’er-mad, er der heldigvis intet at frygte. Caféen serverer et bredt udvalg af moderne retter som perlerugsalat, chili sin carne, vegansk burger og jordskokkesuppe. Skal du bare have noget at drikke, byder caféen på kaffe, te, varm chokolade, sodavand, saft, øl, vin og drinks.

Stuen th.

 

Den sidste
Café Paradis, Paradisgade 9, 8000 Aarhus C

Café Paradis, der tidligere gik under navnet ”den sidste café”, er en natklub til de rigtig sene timer. Her får du studentervenlige priser og gode tilbud i baren. Natklubben har et af de største dansegulve i byen, så der er plads nok til at slå sig løs, selvom stedet ofte er fyldt til renden med festglade mennesker. Er du ikke den store danser, indbyder Café Paradis også til afslappende hygge i sofaer med dæmpet belysning. Her kan du nyde en øl, diverse drinks eller måske et par shots, før du spæner ud på det tætpakkede dansegulv, der bevæger sig som en taktfuld masse til DJ’ens sprøde toner. Café Paradis lægger desuden dansegulv til et hav af forskellige begivenheder, som for eksempel release-fester, salsaundervisning, eller hvad med en barbering med ragekniv i festlige omgivelser? Café Paradis har lidt for enhver smag, så hold dig opdateret på natklubbens Facebook-side, hvor du finder information om nattens mange fester.

Café Paradis