Foto: NorthSide.

NorthSide inviterer til gastronomi-events

Der er flere events med fokus på gastronomi under årets NorthSide-festival. 

Når musikfestivalen NorthSide løber af stablen den 9. til 11. juni, kan du krydre oplevelsen med blandt andet lidt bagning, vinsmagning eller mormormad. Igen i år rykker NorthSide Kolonihaven nemlig ind i Ådalens nærliggende kolonihaver med en række gastronomi-events.

Vil du for eksempel lære at slå en ordentlig dej op eller snurre Meyers kanelsnurrer, kan du både lørdag og søndag deltage i Meyers bageworkshop.

Er du mere til grønt end til bagværk, afholder Meyer også en vegansk grøntsagsworkshop om lørdagen.

Insekter og vinsmagning
Var det noget med et stykke med insekt? Lørdag eftermiddag byder studerende fra VIA University – Sundhed og Ernæring i hvert fald på syv anretninger med insekter, udviklet af de studerende selv.

Er du lidt lunken ved tanken om den kravlende spise, kan du i stedet smage på NorthSides “husbobler” – mousserende vin fra det bæredygtige Raventos. Det er Østjysk Vinforsyning, der står bag arrangementet.

Cocktails og mormorfrokost
Skriger ganen på stærkere sager, kan du lørdag prøve kræfter med at lave din egen NorthSide-cocktail sammen med Søren Aamand, manden bag den officielle NS15-cocktail The Moment.

Når hovedet så værker ekstra meget søndag, kan du skyde dagen godt i gang med en dansk frokostplatte i Mormors Kolonihave. Selvfølgelig med en øl og snaps til maden!

Husk at købe billet til de enkelte arrangementer – priserne løber fra 50 til 200 kroner. Du kan se det samlede program for NorthSide Kolonihaven her.